Gas bliver prioriteret til slagterier

Slagterier og andre samfundskritiske virksomheder bliver sikret gasleverancer i tilfælde af, at russerne lukker for gashanen.

Det skriver mediet Finans.dk.

Dermed vil der fremover blive gjort forskel på de 47 store danske virksomheder, der stod til at få lukket hele eller dele af deres gasleverancer, hvis russerne gør alvor af deres trusler.

- Listen over, hvilke virksomheder som vurderes samfundskritiske, er af gode grunde ikke offentlig. Men det er klart, at hvis man både lukker for gassen til slagterierne og den virksomhed, som kan destruere grisene (Daka, red.), så står landmændene med en udfordring, forklarer vicedirektør Martin Hansen fra Energistyrelsen til Finans.

Han afviser at komme nærmere ind på, hvilke virksomheder det handler om. Flerer virksomheder på listen har allerede meldt ud, at de må stoppe deres produktion, hvis der bliver lukket for gassen.

Fremover kan man uddanne sig til dyrlæge i Jylland

Regeringens nye udflytningsaftale betyder, at der på Faculty of Technical Sciences etableres en ny, integreret uddannelses- og forskningscampus i Foulum ved Viborg med op til 800-900 studerende.

Det oplyser Aarhus Universitet i et nyhedsbrev.

Visionen er, at Aarhus Universitets nye campus fremover skal være centrum for uddannelser inden for grøn omstilling, veterinærmedicin og primær fødevareproduktion i den vestlige del af landet.

- Fakultetet ser store muligheder i at etablere AU Viborg som centrum for forskningsbaseret uddannelse indenfor veterinærmedicin, grøn omstilling og primær fødevareproduktion, siger Eskild Holm Nielsen, der er dekan på Faculty of Technical Sciences på Aarhus Universitet.

- Samtidig skaber vi en demografisk balance på veterinærområdet, så studerende fremover også har mulighed for at tage en dyrlægeuddannelse i Jylland, tilføjer han.

Læs også