Glæder sig over L&F-modstand imod indsatsplaner

Formanden for Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse, Ulrik Lunden, glæder sig over L&F’s udmelding om, at organisationen er imod indsatsplaner, som lægger op til at gøre store områder sprøjtefrie.

Han ærgrer sig dog over, at L&F fortsat bakker op om at lave frivillige aftaler mellem landmænd og kommuner om BNBO (boringsnære beskyttelsesområder), selvom organisationen anerkender, at der ikke er fagligt belæg for at lave BNBO.

- Hvis man først lader det offentlige tiltage sig de første kvadratmeter uden fagligt grundlag, er vi kommet ind på den glidebane, som kan vippe den private ejendomsret. Vi vil ikke stå og mangle argumenter for at forsvare de sidste hektar dyrkningsflade mod ufaglig overtagelse, fordi, at vi har set passivt til, medens de tog de første, fastslår Ulrik Lunden, der også mener, at landmænd, der laver en frivillig BNBO-aftale, risikerer skattepligt eller at komme i strid med statsstøttereglerne.

Størrelsen af BNBO’erne bekymrer også.

- Vi ser eksempler på BNBO`er på flere hundrede meter i radius. I Egedal nåede BNBO op på 67 hektarer. Dermed er BNBO`erne akkurat lige så »farlige« for den private ejendomsret som indsatsplanerne, siger Ulrik Lunden, og tilføjer:

- Det, der måske i dag ligner nogle få tusinde hektarer landbrugsjord, kan i morgen veksles til flere hundrede tusinde hektarer.

 

Stærk politisk opbakning til investeringer i skov

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) har meldt ud, at han støtter, at danske pensions- og forsikringsselskaber skal have mulighed for at eje og drive skov gennem datterselskaber.

Samtidig har et bredt flertal af Folketingets partier sendt et klart politisk signal om, at det bør være muligt. Det glæder brancheorganisationen for forsikrings- og pensionsselskaber, F&P.

- Der er en stor interesse hos flere danske forsikrings- og pensionsselskaber for at foretage langsigtede investeringer i skov – både for at sikre et godt afkast med lav risiko til kunderne og samtidig bidrage til den grønne omstilling. Vi er glade for, at ministeren og Folketingets partier så klart tilkendegiver, at de ønsker at gøre det muligt, siger vicedirektør Jan V. Hansen, F&P.

Han hæfter sig ved, at det i Sverige er muligt for forsikrings- og pensionsselskaber at eje og drive skov i datterselskaber.

 

Læs også