bannerPos

Ny tærsker og gode frø

Henrik Banke, Ebberup Maskinstation er godt tilfreds med høstresultatet, der udbyttemæssigt forventes at ligge på den gode side af gennemsnittet.

AF: HENRIETTE LEMVIG

FAGJOURNALIST
18-07-2020 08:00
Torsdag i uge 28 blev de første frøgræsmarker høstet ved Assens. Og der er forsigtig optimisme. – Det ser fint ud, lød det fra Henrik Banke, Ebberup Maskinstation.

HØST Med en helt ny 31 fods Claas mejetærsker – en Lexion 670 – blev høsten torsdag i uge 28 skudt i gang hos Henrik Banke fra Ebberup Maskinstation.

- Vi forventer knap så godt vejr hen over weekenden, så det er rart at have to maskiner i gang, så vi kan nå de 29 hektar med rødsvingel, inden dagen er omme, sagde han med henvisning til den anden mejetærsker af samme model, der blev erhvervet for tre år siden.

- Vi høster cirka fire hektar i timen og får vi lidt mere sol her op ad dagen, skal det nok gå fint. Regner det det mindste, kører vi hjem, smilede han og sendte et venligt blik til de lyse skyer, hvor solen endnu ikke helt havde formået at trænge igennem.

- Mere sol gør frøet mere sprødt. Det hele går meget nemmere, konstaterede han med forsigtig optimisme.

Hellere regn end blæst

Weekendens mulige regnvejr bekymrede ikke Henrik Banke.

- Vi har stadig god tid, og selvom vi har cirka 1.000 hektar i alt, der skal høstes hen over de kommende måneder, så er det her det første, og der er ikke pres på endnu. Men det vil være dejligt, at få rødsvinglen i hus, da den er helt klar til at blive høstet. Men hellere regn end blæst. Får vi for meget vind, risikerer vi, at frøene drysser for meget, sagde Henrik Banke, inden han sprang op i den ene af de to mejetærskere og gik i gang.

Frøavlskonsulent hos Barenbrug Henrik Skovgaard Larsen var enig i betragtningen.

- Rødsvinglen er klar. Marken er lys. Det er nu, den skal tages, sagde han og påpegede, at der ikke var røde pletter i marken.    

- Er der plamager, der ser mere røde end lyse ud, når man kigger hen over en rødsvingel mark, er det en god ide lige at teste, hvorvidt der kan klemmes noget rødt ud af frøene. Kan der det, er marken endnu ikke klar til at blive høstet, forklarede han.

Godt fra start

For at sikre korrekt indstilling af mejetærskerne, vejes ti liter frø.

- De ti liter skal gerne veje så tæt på 1,85 kg som muligt, forklarede Henrik Skovgaard Larsen og konstaterede, at de to tærskere var tæt på at være indstillede perfekt.

- Der skal blot en lille finjustering til, lød det.

Også vandprocenten og spild fra mejetærskerne under høst blev tjekket.

- Vi ønsker en vandprocent på 13 ved levering. Det har ikke så meget at sige lige nu. Normalt ser vi høst med gennemsnitlige vandprocenter mellem 15 og 17. Her er den på 12.2 procent, så det er meget fint, vurderede konsulenten, og påpegede, at vandprocenten formentlig er en anden på det frø, der har placering i lavningen af marken.

- De lave vandprocenter, er endnu en indikation på, at frøet er klar. At det skal af nu.

Løbende kontrol

Henrik Banke ved endnu ikke, hvor længe han skal opbevare sit frøgræs inden Barenbrug afhenter. Det er derfor vigtigt, at han som en start får luft på det høstede frø de første fire til fem dage og dernæst løbende holder øje med vandprocenten.

- Der skal jævnligt måles vandprocenter og sendes prøver ind, forklarede Henrik Skovgaard Larsen og understregede, at frøene let kan slå sig en procent fra høst og til levering.

- Det er vi opmærksomme på, lød det fra Henrik Banke.

Ingen spild

Med mejetærskerne godt i gang var frøavlskonsulentens sidste arbejde blot at tjekke spild fra maskinen.

- Jeg har en lille plastikbakke, som jeg holder efter tærskeren, når den kører. Og det ser også rigtigt fint ud. Der er ingen kim. Kun skaller. Det er helt, som det skal være, konstaterede Henrik Skovgaard Larsen.

På den gode side af gennemsnittet

Da LandbrugFyn talte med Henrik Banke nogle dage efter høsten, var tilfredsheden stor.

- Det er en rigtig fin vare. Og vi forventer, at den udbyttemæssigt ligger på den gode side af gennemsnittet for rødsvingel uden udløbere.

- Vi fik jo fint vejr op ad dagen. Solen kom frem og høsten forløb let. 

- Det har ikke været nødvendigt at tørre endnu. Vi har blot blæst i det, sagde Henrik Banke.

Han forventer, at Barenbrug afhenter frøet snarest, så han ikke skal have det liggende i længere tid.

- Vi sender løbende prøver ind, så vi kan holde øje med vandprocenten. Bliver det nødvendigt, sætter vi tørring på, lød det.

 

 

Ny dæktryksregulering på Axion 900-traktorerne

Claas har netop lanceret CTIC-dæktryksregulering på Axion 900-traktorserien. Dæktryksbetjeningen er 100 procent Isobus-kompatibel og integreret i Cebis-terminalen.

Stor efterspørgsel på nyt gødningskoncept

I maj 2020 lancerede DLG et nyt gødningskoncept, der er skræddersyet til vinterhvede på planteavlsbrug. Konceptet meldes allerede udsolgt.

Stabilt grisemarked, men ustabilt fundament

Svinenoteringen forbliver i ro på 10,30 og er dermed uændret. Samtidig melder Danish Crown Pork, at efterspørgslen er jævn.

Fire rådgivningsvirksomheder vil samarbejde om konceptrådgivning

Nu vil de fire rådgivningsvirksomheder Velas, Sagro, Vkst og LandboNord samarbejde i virksomheden Dalico.

DM&E fraråder al kørsel til biogas- og industrianlæg

Kørsel til og på biogasanlæg med maskiner bredere end 2.55 m frarådes. Dette skyldes en ny principiel sag med et af DM&E’s medlemmer, og man regner med at køre en retssag for at fastsætte fortolkning af reglerne.

- Vi forventer flere

I alt er der nu bekræftet 29 tilfælde af afrikansk svinepest i den tyske delstat Brandenburg.
Side 1 af 1928 (38558 artikler)Prev1234567192619271928Next