Det digitale landbrug

Ny teknologi bliver en afgørende faktor for fremtidens landbrug, siger landbrugskundedirektør Claus Bo Petersen, Landbrugscenter Fyn.

Digitale teknologier vil påvirke landbruget med forøget kraft de kommende år.

Det vurderer landbrugskundedirektør Claus Bo Petersen, Landbrugscenter Fyn, Danske Bank på Albani Torv i Odense. Han peger samtidig på vigtigheden af at forholde sig kritisk til den digitale udvikling.

- Robotterne kommer ind i staldene på de løntunge områder, men investeringen i robotter må ikke kun være et udviklingsprojekt. Det skal også give en økonomisk gevinst på bundlinjen indenfor en forholdsvis kort tidshorisont, påpeger direktøren.

- For den enkelte landmand, fortsætter han, handler det om en balance mellem nysgerrigheden overfor ny teknologi og evnen til at udnytte den til et konkurrencemæssigt parameter og en højere afregningspris.

- Det er en spændende øvelse, tilføjer Claus Bo Petersen.

Appetit på nye kunder

Strukturudviklingen i landbruget vil fortsætte i et udskilningsløb, hvor de stærkeste vil være i stand til at købe op og foretage investeringer.

- Og så er der en mellemgruppe, som skal fokusere på at gøre sig robuste nok til at foretage større investeringer og opkøb. Det er ikke noget, man gør på kort tid. Det kræver en kæmpe arbejdsindsats over en årrække, siger Claus Bo Petersen, som samtidig slår fast, at Danske Bank og Landbrugscenter Fyn har appetit på nye kunder.

- Vi er interesserede i både små, store og mellemstore landmænd, siger kundedirektøren. Det vigtige er, at landmanden er i stand til at drive en attraktiv virksomhed. Og der er mange dygtige landmænd derude, som vi bestemt er interesserede i at tilbyde finansiering.

Læs hele interviewet med Claus Bo Petersen i næste uges LandbrugFyn. Avisen kan allerede nu læses her på hjemmesiden – klik på avisen øverst til højre!

 

 

Læs også