Nordjysk revisorhus i vækst

Trods store investeringer i digitale løsninger kommer revisor- og rådgivningsvirksomheden Stepto A/S ud af regnskabsåret med et resultat før skat på knap 2,4 millioner kroner.

Indehaver Lars Søgaard og direktør Margrethe Brandt fra Stepto glæder sig over virksomhedens øgede omsætning for tredje år i træk. Foto: Svenn Hjartarson, Studio 03.
Indehaver Lars Søgaard og direktør Margrethe Brandt fra Stepto glæder sig over virksomhedens øgede omsætning for tredje år i træk. Foto: Svenn Hjartarson, Studio 03.

Der er godt gang i de numeriske taster hos revisor- og rådgivningsvirksomheden Stepto A/S i Støvring. Virksomheden, der især henvender sig til landbrugssektoren, kommer ud af regnskabsåret 2019 med en omsætningsvækst på 6 procent sammenlignet med 2018. Omsætningsstigningen er både et resultat af kundetilgang og øget efterspørgsel på forskellige tillægsydelser.

- Vi er ikke blandt de største, men vi har alligevel mulighed for at tilbyde en forholdsvis bred vifte af ydelser, og mange af vores eksisterende kunder har fået øjnene op for, at det kan give god mening at udlicitere forskellige administrative opgaver og funktioner, så man frigiver ressourcer til at fokusere på det, man brænder for og er god til, forklarer Lars Søgaard, der er chefkonsulent og indehaver i Stepto A/S.

Digitalisering

I det forgangne år er der investeret massivt i videreudvikling af den digitale bilagshåndteringsløsning StepTool, som har været tilgængelig for virksomhedens kunder siden 2018.

- Løsningen er blevet taget godt imod, og vi kommer derfor til at fortsætte investeringen i digitale løsninger, der gør hverdagen lettere for vores kunder og os selv i indeværende år, forklarer Margrethe Brandt, der er direktør i Stepto A/S og primus motor på den digitale platform.

Hun understreger dog, at trods planerne om fortsatte investeringer prioriterer virksomheden et højt kapitalberedskab og en høj økonomisk effektivitet, hvilket blandt andet kommer til udtryk i en soliditetsgrad på godt 40 og en overskudsgrad på 18,8 for 2019.

teba

 

Læs også

Godt år, men fremstillingsprisen bekymrer
Økonomikonsulent:: - Svineproducenterne står på en bundsolid økonomisk platform
Conservation Agriculture klarer sig godt i stordrift
Nykredit sætter fokus på økonomiske dagsordener
Flere konkurser i december måned
Aktieselskab blev en god løsning efter konkurs