Nyt system skal få styr på regningerne

Hos den økonomiske rådgivningsvirksomhed Stepto i Støvring har man udviklet sit eget regnskabsprogram til kunderne.

Stepto har sigtet mod at lave et system, der kan lige netop, hvad det skal uden forvirrende ekstrafunktioner.

Landboforeningerne tilbyder Summax-programmet til at gøre medlemmernes liv med fakturaer, betalinger og bogføring lettere.

Nu har den økonomiske rådgivningsvirksomhed Stepto også lanceret en digital regnskabsløsning til sine kunder.

Mens Seges står bag landboforeningernes løsning, har Stepto selv hyret to programmører til at lave en skræddersyet løsning, der ifølge økonomikonsulent Karin Kristiansen, er lettere at gå til.

- Vores opfattelse af Summax er, at det kan utrolig mange ting og er meget omfattende, men måske knap så brugervenligt. Vi vil ikke skyde gråspurve med kanoner, så derfor har vi fået udviklet en løsning, der kun kan det man har brug for, og som også rammer den lille kunde, fortæller hun.

Stepto holder til i Støvring, har omkring 500 kunder, hvoraf mere en 80 procent kommer fra landbruget.

To løsninger

Steptool, som løsningen hedder, fungerer ved at alle bilag, ryger fra leverandørerne og direkte ind i systemet. Kunden logger på det webbaserede system, hvor alle fakturaoplysninger ligger. Her kan tilføjes kommentarer, som både kunde og Stepto har adgang til, på den enkelte regning, inden man klikker på »godkend betaling«.

Ved betaling, er der to løsninger.

- Man kan blive koblet på Bank Connect, som gør, at regninger ligger klar til betaling, når man har logget ind på sin bank med Nem-ID. Men det er en løsning, som bankerne tager betaling for, så det er primært til de større kunder, hvis det skal kunne betale sig. Den anden mulighed er, at man trækker et pdf-dokument ud fra Steptool, hvor alle ventende betalinger er listet op med en fi-kode eller kontonummer, som man så manuelt kan taste ind i sin netbank, fortæller Karin Kristiansen, der tilføjer, at det også er muligt at dele sine regninger op i delbetalinger, så man altid har styr på, hvor meget, man skylder.

- Det er relevant, hvis man har fået en faktura fra en håndværker, som endnu ikke har været forbi og lave det sidste – så skal man ikke betale hele regningen – eller hvis man ikke er så godt kørende, og ikke har penge på kassekreditten til at betale det fulde beløb i dag.

Skal være nemt

For Stepto har det været vigtigt selv at udvikle systemet i stedet for at købe en af de færdige løsninger på markedet, forklarer økonomikonsulent Benny Møller Jensen.

- Det store issue har været, at mange af de eksisterende løsninger er lavet til store virksomheder, hvor tingene første skal godkendes i én afdeling, betales af en anden og så sendes forbi bogholderiet, men systemerne er ikke lavet til en virksomhed som vores, hvor ét bogholderi har mange kunder, forklarer han.

- Samtidig har det også været vigtig for os at tilbyde et produkt, hvor det væsentlige ikke drukner i en stor pallette af andre muligheder. Det skal være nemt at finde ud af, hvor man skal trykke, konstaterer han.

App på vej

Mens de første kunder allerede er i gang med Steptool, har virksomheden planer om at lancere en app, hvor man kan tage et billede af sin kvittering, der så bliver sendt ind i systemet sammen med de øvrige bilag. Samtidig vil man kunne tilgå et arkiv, så man aldrig mangler en kvittering.

- Det gennemgående mål for os med de nye produkter har været at få løst et problem, vi altid har haft i vores branche: At få bilagene ind. Nu bliver fakturaerne ikke længere væk mellem reklamerne eller i mailboxen. Nu ryger de direkte ind i systemet, hvor både vi og kunden kan tilgå dem, siger Benny Møller Jensen.

- Og systemet er hele tiden opdateret, så vi hurtigt kan følge op på tingene. Det gør det hele mere dynamisk, tilføjer Karin Kristiansen.

Læs også