LDM: Utydelig fremtid

NutriFairs stigende besøgstal dryppede pænt på LDM's besøgstal og interessen for at overvære faglige indlæg og politisk debat.

Den store interesse samlede sig på NutriFair tydeligvis om markedsanalytikernes forudsigelser af afregningsprisen. Alle tre markedsanalytikere gjorde store anstrengelser for at fortælle, at grundlaget for en rentabel mælkeproduktion først og fremmest er et lavt omkostningsniveau. Det får man ved at optimere de interne rutiner, ved at købe korn og råvarer, når prisudsvinget er i bund, og ved at etablere sig, når markedet er i bund, altså i dårlige tider. Det fremgår af LDM's Ugenyt.

Tilbage til afregningsprisen. Der var ikke samme optimisme som for et år siden, og forudsigelserne var ikke så klart skåret som for et år siden. Buddene på et bundniveau for afregningspris lå alle i intervallet 2,50 – 2,20 kroner pr kg. Tidspunktet for vending til opadgående pris var der heller ikke tydelig enighed om. Faktisk varierede det fra at være en relativ kortvarig nedgang men efterfulgt af en længere periode på omkring 2,50 kroner måske med udsving ned til 2,40 kroner, mens et andet bud gik på en mere klassisk nedgang til 2,40 kr. måske helt ned til 2,20 kroner, inden kurven vender. Men hvornår bunden er nået, var der ikke håndfaste bud på.

Der var dog enighed om, at den temmelig håndfaste prognose, som for nyligt er offentliggjort fra Seges, bygger på andre faktorer end LDM's tre analytikere, Keld Winther, Palle Jacobsen og Svend Jørgen Jensen bygger deres forudsigelser på. Derudover lød det også, at konkrete forudsigelser, der rækker mere end et halvt år frem, er useriøse.

Ros til regeringen

LDM roser i sit nyhedsbrev, at regeringen har valgt at flytte Miljøstyrelsen til ud af København og til Odense.

- Herfra skal der lyde stor ros til regeringen for foreløbig to udflytningsrunder. Det er uhyre vigtigt for et erhverv som landbrug, der kun udøves udenfor København, at reguleringen foretages af personer, der har mulighed for direkte informationer og indtryk fra mark og stald og fra de mennesker, der bor udenfor København. Vist er det en stor omvæltning og måske uoverkommeligt for den enkelte, men for erhvervslivet og for Danmark er det en stor fordel, lyder det i nyhedsbrevet.

Læs også