Fra fynsk bygmark til japansk øl

Agro-Alliancen, Fuglsang Maltfabrik og Brødr. Ewers har indledt samarbejde om sporbarhed og kvalitet.

På maltfabrikken i Haderslev ses direktør Bo Jensen, Agro-Alliancen, i midten sammen med indkøbschef Mogens Lassen, Fuglsang, brygmester Henning Fuglsang samt direktør Hans Otto Ewers.

Et nyt samarbejde som spænder lige fra bygmarker hos de samarbejdende fynske godser, Egeskov og Ravnholt, over sønderjysk grovvareselskab og malteri til Japans ældste bryggeri Sapporo, har nu set dagens lys.

Godsdriftsfællesskabet Agro-Alliancen skal dyrke kvalitetsbyggen, Brødr. Ewers A/S leverer den til maltfabrikken på Fuglsang-bryggeriet i Haderslev, der så sender bygmaltet til Japan.

Om det nye samarbejde siger Bo Jensen, der er direktør for Agro-Alliancen:

- Den familiære, jordnære tilgang er meget vigtig for Agro-Alliancen. Vi arbejder tæt på vores produkter og tæt med vores medarbejdere, og vi tør kaste os ud i nye projekter.

Agro-Alliancen har for nyligt investeret i en ny 3.000 tons silo til projektet, og har sået de første 550 hektar vårbyg, som alle er øremærket til det Sapporo bryggeri.

Sporbarhed

Hos Agro-Alliancen har sporbarhed længe været i fokus, hvilket også er en af årsagerne til, at Bo Jensen ser dette samarbejde som særligt interessant.

- Vi gik ind i projektet, fordi vi gerne vil kende slutbrugerne. For os betyder sporbarhed ikke blot at vide, hvor produkterne kommer fra - vi vil også vide, hvor vores produkter ender. Vi har en størrelse, som betyder, at vi kan levere tilpas store mængder byg til Fuglsangs maltfabrik, uden at det behøver at blive blandet med andet byg. Og dermed sikrer vi høj sporbarhed, understreger direktøren for det fynske driftsselskab.

Når de første øl gennem det nye samarbejde kommer på markedet, kan japanerne, når de sidder og nyder en kold øl, vende flasken, og bagpå læse, at den er brygget på maltbyg fra godser på Fyn.

- I Danmark er styr på sagerne, og det sætter de japanske brugere pris på, lyder det samstemmende fra samarbejdspartnerne på Fyn og i Sønderjylland.

Læs også