Syngenta og Velas går sammen om biodiversitet

Syngenta og Velas vil sammen sætte fokus på biodiversitet, og de mange initiativer, de danske landmænd arbejder med på deres bedrifter. Samarbejdet er en fortsættelse af Syngentas »Bøndernes Blomstrende Ideer« der blev afholdt første gang i 2020.

Mange landmænd arbejder allerede målrettet med biodiversitet, og der er mange gode ideer og initiativer, som foregår rundt omkring på de danske bedrifter.

Med initiativet »Bøndernes Blomstrende Ideer« er ønsket at fremhæve og hylde danske landmænd, der gør noget godt for at hjælpe biodiversiteten på deres bedrifter, og i år er Velas med som partner i projektet:

- Landbruget gør allerede rigtig meget for at værne om naturen på deres ejendom. Jeg fornemmer, at flere og flere ønsker yderligere redskaber, nye vinkler og viden til at forvalte den natur, som allerede er på deres ejendom. Indsatsen bliver måske ikke altid set eller hørt, og det kan også være svært at vide, hvad der er den rigtige indsats for naturen. Derfor glæder jeg mig til sammen med Syngenta i dette projekt at øge fokus på natur og biodiversitet, siger Hanne Juncher Fris, Jagt- og naturplejekonsulent ved Velas.

Vinder modtager Naturtjek

Igen i år vil en jury af eksperter inden for biodiversitet bedømme de indsendte ideer og vil kåre de tre bedste ideer i Danmark. Vinderen modtager et Naturtjek fra Velas, der giver et indblik i, hvad der giver størst værdi i forhold til biodiversitet, og vinderen får identificeret små og store områder, der kan inddrages på bedriften.

- Vi er utrolig glade for den store opbakning, vi oplevede sidste år. Vi håber derfor på, at initiativet i år vil motivere endnu flere landmænd til at dele deres gode idéer og forhåbentlig også inspirere andre landmænd til at gøre det samme og at tænke biodiversitet ind i deres bedrift, siger Carina Skovmøller, chef for bæredygtighed, Public Affairs & kommunikation, i Syngenta Nordic.

I år består juryen af: Hanne Juncher Fris, Velas, Birte Boelt, Aarhus Universitet, Marie Louise Boisen Lendal, Frej, Niels Skovgaard, Landbo Ungdom og Steen Olsens som vandt »Bøndernes Blomstrende Ideer« i 2020.

På baggrund af juryens vurdering af de indsendte initiativer vil der blive udformet en juryrapport med en beskrivelse af alle initiativerne, der skal bruges til at skabe inspiration rundt på gårdene til gavn for den samlede biodiversitet i Danmark. 

Læs også

Temadag for de nysgerrige på pløjefri dyrkning
Grovfoderekskursion meldte alt udsolgt
Det kører godt for sukkerroedyrkerne
11 bedrifter på Djursland er med i nyt forskningsprojekt
Spiseløgareal stiger i Tyskland
Godt nyt om glyphosat: Frankrig og tre andre EU-lande siger fagligt god for glyphosat