Vil hjælpe landmænd i gang med tildelingskort

Et nyt samarbejde mellem Brdr. Toft - Sprøjtespecialisten og Dansk Planteinspektion skal hjælpe landbruget nemt i gang med tildelingskort.

Brdr. Toft - Sprøjtespecialisten og Dansk Planteinspektion er gået sammen om at hjælpe landmænd nemt i gang med tildelingskort til gødskning og sprøjtning.

Tildelingskort til sprøjtning og gødskning kan hjælpe den enkelte landmand med at øge overskuddet, opnå større udbytte på mindre plads, og samtidig støtte den grønne omstilling. Årsagen er simpel: med et tildelingskort kan landmanden tildele kvælstof og planteværn i marken præcist dér, hvor det kan gøre en forskel.

For at landmanden skal kunne bruge tildelingskort til tildeling af planteværn og kvælstof, kræver det, at hans sprøjte og terminal kan læse og omsætte data fra tildelingskort til en reel tildeling. Tildelingskortene udarbejdes af satellit- eller dronebilleder, som skal være opdaterede, have den tilstrækkelige kvalitet og være tilpasset landmandens terminal.

Dette har traditionelt givet en række udfordringer for den almindelige travle landmand, som har fokus på bedriften og mindre på IT og teknik.

Maskinforretningen Brdr. Toft - Sprøjtespecialisten og virksomheden Dansk Planteinspektion, som leverer tildelingskort, m.v., har derfor indgået et samarbejde for at sikre, at den enkelte landmand kommer godt og nemt i gang, når det gælder nyindkøb, opgraderinger og opstart.

Specialister

Brdr. Toft løser alle maskintekniske udfordringer, mens Dansk Planteinspektion sørger for en god opstart af tildelingskort i den enkelte bedrift, og fremadrettede leverancer af tildelingskort.

- Vi oplever stigende interesse for gradueret tildeling via tildelingskort, og oplever af og til udfordringer omkring generering, indlæsning og brug af tildelingskort. Vi er stærke i den tekniske del på sprøjten, og får via samarbejdet med Dansk Planteinspektion nu også vidensdeling omkring udarbejdelse og brug af kortene, siger Finn Søndergaard, salgs- og marketingchef hos Brdr. Toft – Sprøjtespecialisten.

- Vores samarbejde med Brdr. Toft vil gøre det nemmere for den enkelte landmand at komme i gang med at bruge tildelingskort og ukrudtskort. Igennem vores samarbejde kan vi være med til at sikre en end-to-end løsning, hvor landmanden er i centrum, siger Per Valentin Lund, direktør for Dansk Planteinspektion.

Læs også