Med en ny analyse giver Seges Innovation nu et indblik i, hvordan forfrugt og jordtype bør påvirke sortsvalget i hvede.
Kvium, Informer og Pondus kvitterer stærkt for raps som forfrugt, når de dyrkes på lerjord. Benchmark, Mariboss og Pistoria er mindre kræsne, når det kommer til, om forfrugten er hvede eller raps.
Det er ét af de resultater, Seges Innovation har fået ud af en analyse af udbyttedata fra Dansk Markdatabase. Selv om der hvert år laves masser af sortsforsøg landet over, er der nemlig en række faktorer, som de traditionelle forsøg ikke er gode til at afdække.