KHL: Yd nabohjælp inden du snitter halmen

Tørken kommer til at påvirke stort set alle danske landmænd. – Hos KHL vil vi gerne hjælpe med at skabe kontakten mellem landmænd med overskud og landmænd, der mangler eksempelvis grovfoder og halm, siger bestyrelsesmedlem Peter Baungaard Sørensen, KHL.

Det varme og ekstreme vejr sætter nu sit aftryk på udbyttet af blandt andet grovfoder og halm. Vejrudsigten for den kommende uge hjælper ikke på dette, og det kan være en udfordring for landmændene at finde alternativer til fodring og strøelse, lyder det fra Holding Herreds landboforening (KHL).

- I øjeblikket er det svært at finde ekstra grovfoder. Mange landmænd har et lavere udbytte, hvilket sandsynligvis vil skabe en mangelsituation i hele landet. Især økologer har en udfordring med at finde alternativer til deres grovfoder. Derfor tilskynder vi den enkelte landmand til at have styr på sin fodersituation og eventuelt allerede nu tænke ud af boksen og undersøge muligheder for at købe foder andre steder, siger KHLs bestyrelsesmedlem Peter Baungaard Sørensen, Egtved.

Brug KHL Børsen

- Hos KHL vil vi gerne hjælpe med at skabe kontakten mellem landmænd med overskud af grovfoder og landmænd, som mangler for eksempel grovfoder og halm, siger Peter Baungaard Sørensen, Egtved.

- Vi er nødt til at hjælpe hinanden i den situation, vi befinder os i. Derfor opfordrer vi dig til at oprette en annonce på KHL Børsen, hvor det er muligt at hjælpe andre landmænd med at sælge eller købe grovfoder, halm og andre landbrugsprodukter.

- Er du planteavler, overvejer du måske lige nu, om halmen skal snittes eller presses. Inden du træffer beslutningen, håber vi, du vil spørge dit netværk, om der er nogle, der ønsker at købe halmen – den vej kan du måske hjælpe en trængt landmand, lyder opfordringen.

 

 

Læs også