Danmark vil have EU-forbud mod eksport af forbudte sprøjtemidler til lande uden for EU

EU skal ikke eksportere sprøjtemidler, som er forbudte i EU til resten af verden. Det vil miljøminister Magnus Heunicke arbejde for i EU på næste miljørådsmøde den 14. oktober 2024. Her vil han understrege behovet for, at Kommissionen kommer med et forslag til et fælles EU-forbud.

En række farlige sprøjtemidler, som er forbudt at anvende i EU, kan fortsat produceres og eksporteres til lande uden for EU ifølge de gældende regler.

Miljøminister Magnus Heunicke vil nu arbejde for, at det bliver forbudt for virksomheden Cheminova at eksportere sprøjtemidler, som er forbudt i EU til resten af verden.

- Vi har en politisk og moralsk forpligtigelse til at beskytte menneskers sundhed og miljøet ikke bare i vores eget land og kontinent, men globalt. Det er paradoksalt, at vi har et EU-forbud mod en række farlige sprøjtemidler, men vi fortsat tillader eksport af de samme kemikalier til lande uden for EU. Det kan ikke udelukkes at produktionen af de farlige sprøjtemidler også kan have konsekvenser for europæisk natur og vandmiljø, men først og fremmest skal vi ikke bidrage til, at mennesker og miljøet i lande uden for EU udsættes for farlige stoffer, som vi ikke vil tillade her. Det er uforsvarligt og uetisk. Derfor mener jeg, at vi skal have en sat en stopper for eksporten, siger ministeren i en pressemeddelelse.

81.000 ton

Miljøministeren skal til miljørådsmøde den 14. oktober 2024, hvor ministeren vil drøfte sagen med sine europæiske ministerkollegaer.

Ifølge en undersøgelse foretaget af NGO-medierne Unearthed og Public Eye har Danmark sammen med andre EU-lande eksporteret mere end 81.000 ton sprøjtegifte, der er ulovlige at bruge herhjemme, til lande uden for EU i 2018.

Noget som blandt andre DanWatch har sat fokus på.

Eksperter og FN kritiserer eksporten som både hyklerisk og potentielt i strid med menneskerettighederne. De påpeger, at pesticiderne ofte rammer sårbare grupper som børn og landarbejdere i udviklingslandene, hvor overvågningen af pesticidbrug er mangelfuld.

De danske pesticider

De pesticider, der nævnes i forbindelse med Danmarks eksport af ulovlige og farlige stoffer, omfatter:

  • Carbosulfan: Et insekticid, der har været ulovligt i Danmark i over 10 år på grund af dets akutte giftighed. Det kan være farligt ved kontakt med hud, indtagelse eller indånding og kan udvikle sig til det endnu mere giftige stof carbofuran.

  • Dimethoat: Et organofosfat, der angriber nervesystemet og er ulovligt i hele EU. Det bruges i landbruget til bekæmpelse af insekter, men er forbundet med alvorlige sundhedsmæssige risici.

  • Malathion: Ligesom dimethoat er malathion et organofosfat, der angriber nervesystemet. Selvom det stadig er lovligt til visse landbrugsformål i EU, er det forbundet med sundhedsrisici, især for børn og gravide.

Læs også