Demonstration mod indisk landbrugsreform i København

En gruppe indiske aktivister har planlagt en bildemonstration i København i solidaritet med de mange tusinder landmænd i Indien, der er utilfredse med regeringens landbrugsreform.

Ledere for protesterende indiske landmænd indledte en dags sultestrejke i december mod landbrugsreformer, som de siger truer deres levebrød, og øger presset på premierminister Narendra Modis regering for at trække lovgivningen tilbage. Foto: Randeep Maddoke, CC0, via Wikimedia Commons.
Ledere for protesterende indiske landmænd indledte en dags sultestrejke i december mod landbrugsreformer, som de siger truer deres levebrød, og øger presset på premierminister Narendra Modis regering for at trække lovgivningen tilbage. Foto: Randeep Maddoke, CC0, via Wikimedia Commons.

150.

Så mange biler er tilmeldt en bildemonstration i København, der skal vise sympati med de titusinder af indiske landmænd, der i øjeblikket demonstrerer imod den landbrugsreform, der blev vedtaget i september sidste år.

Demonstrationen er døbt Copenhagen Farmer’s Car Rally, og bilerne kører fra Rødovrehallen kl. 14 til Folketinget.

- Vi er medlemmer af det indiske samfund, der bor i Danmark, og nogle af os er sønner og børnebørn af indiske landmænd. Primært hører vi til Punjab, Haryana og resten af Indien, siger Preet pal Singh, der er med i arbejdsgruppen bag demonstrationen, og som selv er søn af en indisk landmand.

Preet pal Singh er født og opvokset i Indien, men kom til Danmark og uddannede sig som IT-ingeniør ved IT-Universitetet i København.

- Meningen er at få den indiske regering til at lytte til landmændenes krav og at sprede bevidsthed om konflikten blandt den danske befolkning om deres protester, tilføjer Preet pal Singh, der sammenligner situationen med landmandsprotesterne, der fandt sted i forbindelse med minkaflivningerne i Danmark i efteråret.

daniel@agrinews.dk
telefon +45 24 64 58 55

Læs også

Formand: L&F bør stoppe samarbejde med forening
DR´s særstatus truer demokratiet
Er forskeres udtalelser politisk bestillingsarbejde?
Kasakhstan forbyder udlændinges adgang til landbrugsjord
Tidligere borgmester afviser ikke BNBO-dispensation til vandværk
Afgifts-vision: Det halve husdyrbrug ønskes væk