Fusioneret forening og rådgivningsvirksomhed satser på udvikling og vækst

Efter fusionen af Agri Nord og LandboNord træder en ny aktør nu frem under navnet Agillix.

Der er nu blevet sat navn på fusionen mellem rådgivningsvirksomhederne og foreningerne Agri Nord og LandboNord. Efter fusionen er rådgivningsvirksomheden blandt en af de største af sin art med cirka 500 engagerede medarbejdere med stærke fagfællesskaber fordelt på seks kontorer i Aalborg, Brønderslev, Fjerritslev, Hobro, Randers og Aars.

- Vi er fusioneret under mottoet: Sammen er vi stærkere. Det betyder blandt andet, at mulighederne for at videreudvikle vores rådgivning i Agillix er blevet flere. Vi tilbyder faglig sparring og et full-line servicekoncept, der dækker vores kunders behov - uanset branche. I Agillix har vi specialister, der rådgiver om alt lige fra økonomi, skatteforhold, regnskaber, grøn omstilling, digitale løsninger, specialiseret fagrådgivning samt meget mere, siger adm. direktør i Agillix, Uffe Bertelsen.

Agillix øger beredskabet

Navnet Agillix er sammensat af to ord: »Agil« og »Helix«, hvilket signalerer udvikling og vækst. Det bliver også nogle af nøgleordene i den nye landboforening, som målt på medlemmer bliver den næststørste under Landbrug & Fødevarer. Formand Carl Chr. Pedersen glæder sig til at gøre Agillix-navnet kendt blandt medlemmer og i den brede befolkning. Foreningen er blandt andet ved at etablere et politisk sekretariat.

- Siden vi i juni fik godkendt fusionen mellem Agri Nord og LandboNord med et overvældende flertal blandt medlemmerne, har vi ventet på det helt rigtige navn til en fælles identitet. Det har vi fået nu. Navnet Agillix signalerer på en god måde, at vi sammen er stærkere, og vores politiske sekretariat bliver et af flere synlige beviser på, at vi øger beredskabet. I disse år sker der store forandringer i landbruget, og vi skal sikre, at medlemsinteresserne varetages på en struktureret og professionel måde, så vi bedst muligt kan gøre vores indflydelse gældende, siger Carl Chr. Pedersen.

Agillix

Agillix er resultatet af fusionen mellem Agri Nord og LandboNord. Navnet er sammensat af to ord: »Agil« og »Helix«, hvilket betyder udvikling og vækst.

- Agil betyder hurtig og smidig. Vi tilpasser os en verden fyldt med forandringer som grøn omstilling, digitalisering og så videre, lyder det fra virksomheden.

- Helix henviser til, at vi hele tiden bygger videre på det, vi allerede ved og dermed lærer nyt af hinanden. På den måde bliver vores viden og forståelse større og større, lyder det videre.

Udtale: Da navnet Agillix er en kombination af to eksisterende ord, kan der opstå usikkerhed, hvordan ordet udtales. En nem huskeregel er at fjerne A’et, så man kun udtaler »gillix«. Derefter sættes A’et foran igen, så det bliver til Agillix.

Læs også