90 unge på sommercamp

Endnu en succesfyldt sommercamp er veloverstået på Nordjyllands Landbrugsskole.

Sommercampen bød blandt andet på en række virksomhedsbesøg. Blandt andet ved Thomas Bertram i Jerslev i Vendyssel. Her kunne de unge se hans økologiske griseproduktion stærkt fulgt af TV2 Nord.

Den sidste mandag i juni klokken 8.00 checkede 90 unge mennesker i alderen 12 til 16 år ind på Nordjyllands Landbrugsskole.

Forældrene blev hurtigt sendt hjem igen, hvorefter årets sommercamp kunne starte.

Der blev etableret hegn og taget godt imod en række dyr, som selvfølgelig blev tjekket af en dyrlæge, mens han fortalte de unge mennesker, hvad han tjekkede for, og hvordan man ser, om et dyr har det godt.

Vejret drillede lidt, og det gav plads til både traktorkørsel, fodbold i hallen og hygge på værelserne og i fællesarealerne.

Fremtidens fødevarer

På dag to blev der sat fokus på fremtidens fødevarer. De unge mennesker kunne blandt andet smage og undersøge hvilke finurligheder fra Limfjorden, der kan spises.

Der blev også fremstillet både syltetøj, pizza og lagkage samt badet i Limfjorden, hygget med dyrene og kørt en tur i hestevogn.

Dag tre bød på flere virksomhedsbesøg. Blandet andet ved den økologiske griseproducent Thomas Bertram, Jerselv og hos Inge og Peter Sudergaard, som har malkekøer på Kyvsgaard ved Vodskov. De 90 unge mennesker var også forbi Henrik Svenningsen i Hjallerup, der har traktorer, som bruges til traktortræk. Og til sidst gik turen til Løgstør, hvor Mirjam van den Dool viste sine malkegeder frem.

Fællesskab

Fjerde og sidste dag bød på en række samarbejdsaktiviteter både ude og inde. Der blev også kørt både gocard og havetraktor og pjasket med vand, inden de 90 unge mennesker blev hentet af deres forældre.

Flere af de unge var gengangere, mens nogle også var med for første gang. Og i år endda med deltagelse helt fra Fyn.

Nordjyllands Landbrugsskoles facebookside er fyldt med videoer fra de fire dage og en række rosende kommentarer, som vidner om, at ikke alene Nordjyllands Landbrugsskole, men også de unge er klar igen til næste sommer.

Læs også