Forsyningsselskabet BlueKolding lancerede i 2016 et projekt, der skulle udnytte vandets fald i Stenderupskovene til at producere strøm til 120 husstande. Men anlægget var fejldimensioneret, og under kraftige regnskyl sidste sommer løb store mængder spildevand ud i skoven.

Miljøstyrelsen politianmeldte selskabet i juni sidste år, men sagen er ifølge JydskeVestkysten først nu kommet frem.

Overløbet ledes nu til Kolding Fjord, men det giver ifølge bestyrelsesformand i BlueKolding, Tobias Jørgensen, endnu større skade.

Jørn Chemnitz (SF), formand for natur-, miljø- og klimaudvalget i Kolding Byråd og bestyrelsesmedlem i BlueKolding, kalder over for JydskeVestkysten overløbet til Stenderupskovene »aldeles ulækkert«.

- Overløb til skovbunden hører ingen steder hjemme. Det skal løbe gennem et rør og langt ud i Lillebælt, hvor jeg til gengæld ikke er bekymret over, at det ledes ud, siger Jørn Chemnitz.