Porcus inviterer til opstartsmøde på Sjælland

15. marts holder Porcus opstartsmøde for østdanske svineproducenter.

Svinefagdyrlægerne hos Porcus i Odense har allerede gang i erfagrupper flere steder i Jylland, og nu er turen kommet til de østdanske svineproducenter.

Tirsdag den 15. marts er der i Herlufmagle-hallen mellem Næstved og Ringsted således opstartsmøde for Fokus 35 Vital Øst.

Fokusområdet handler om at komme godt i gang med smart rygspækscanning og de nyeste huldanbefalinger.

Opstartsmødet indledes klokken 12 med sandwich og introduktion til Fokus 35 Vital ved svinedyrlæge Hans Bundgaard.

To indlæg fra Dalum

Der er efterfølgende to indlæg, som livestreames fra Dalum Landbrugsskole. Seniorkonsulent Camilla Kaae Højgaard fra Seges Innovation vil fortælle om de nye Seges-huldanbefalinger, som øger effektiviteten.

Anne Priebe, svinedyrlæge hos Porcus, vil dernæst give gode råd til at komme godt i gang med smart rygspækscanning.

Efter en kaffepause vil Hans Bundgaard stå for en kort gennemgang af de produktionsparametre, som Porcus-dyrlægerne normalt arbejder med til Fokus 35 Vital-møderne, og der vil være mulighed for tilmelding til konceptet.

Læs også