DC introducerer nye funktioner i sit dataværktøj

Med nye funktioner i Danish Crown Data kan man nu både beregne antallet af grise på stald og gennemsnitsvægten på en given dato, samt prisen på grisen ved indsættelse eller flytning. Derudover er der lanceret et økonomimodul.

Danish Crown har for nylig lanceret flere nye funktioner i Danish Crown Data. Der er tale om funktioner, som kommer på baggrund af brugernes tilbagemeldinger. En af de nye funktioner er en beregning af prisen på grisen ved indgang eller flytning.

- Vi har haft flere ønsker på blokken fra ejerne, når det kommer til nye funktioner, og et af dem er en mulighed for at beregne prisen på den smågris, der sættes i stalden på en præcis dato. Derfor har vi lavet et beregningsmodul, hvor man kan vælge mellem forskellige smågrisenoteringer og angive, hvilke der skal danne grundlag for beregningen.

- Det betyder blandt andet, at man kan køre halv pulje, halv beregnet eller alle mulige andre kombinationer, og når man så har valgt en dato og en gennemsnitsvægt, får man en hel præcis pris på den gris, man sætter i stalden, udtaler Simon Lauridsen, der er forretningsudvikler i Danish Crown og ansvarlig for Danish Crown Data.

Antal grise på stald

Udover prisberegneren er der også kommet en beregner, som kan fortælle, hvor mange grise, der er på stald på en aktuel dato og gennemsnitsvægten på dem.

- Forudsat at de data, der indtastes i Danish Crown Data-appen, er valide, vil vi fremadrettet kunne fortælle præcist, hvor mange grise der er i stalden på en bestemt dato, og hvad de vejer i gennemsnit. Der kan også tastes en tilfældig dato med tilbagevirkende kraft, hvis man har brug for historikken på stalden, udtaler Simon Lauridsen videre i meddelelsen.

Fortsat mulighed for webinarer

Udover de to beregnere er der også lanceret et økonomimodul, hvor der kan indtastes indtægter, udgifter og budgetposter. Her kan efterbetalingen også justeres til det niveau, man selv vil beregne med.

- Jeg håber, at vores ejere tager godt imod de nye funktioner, og man er naturligvis altid velkommen til at kontakte os i Ejerservice med spørgsmål eller forbedringsforslag. Samtidig vil jeg minde om, at vi fortsat afholder webinarer hver onsdag om Danish Crown Data, hvor man kan få en grundig introduktion til løsningen, så man selv kan komme i gang med at taste data og benytte de mange funktioner, lyder det fra forretningsudvikleren.

Læs også