Grisenoteringen er ferieramt

Hverken noteringen for søer eller slagtegrise ændrer sig til næste uge. Det betyder, at noteringen for slagtegrise er på 11,30 kr., mens sonoteringen bliver på 7,60 kr.

Feriesæsonen sætter nu sit præg på markedet i hele Europa. Aktiviteten er jævn, og størstedelen af handlen kører på baggrund af forudgående aftaler.

- Der skal ske noget uventet, før priserne flytter sig i Europa lige nu. Det er dog fortsat uklart om udbruddet af afrikansk svinepest i Niedersachsen vil påvirke handlen med grisekød i Europa. I første omgang ser det ikke ud til at være tilfældet, men vi skal lige en uge eller to længere frem, før vi kan konkludere det endeligt. Det åbne spørgsmål er, om der pludselig er kunder i Europa, der ikke vil have varer fra regionen, men det er der ikke noget der tyder på, fortæller Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown.

Håber på snarligt skift i markedet

Der er en god efterspørgsel på brystflæsk og salget af skinker, forender, bacon og kamme er stabilt. Priserne på bove, nakker og mørbrad er ikke imponerende, men det kan hurtigt flytte sig, hvis forbruget i Europa løftes.

- Med feriesæsonen i gang, er det først og fremmest eksporten ud af Europa, der kan flytte priserne. Vi har en god interesse fra både Japan, Sydøstasien, Australien og USA, men de større ordrer lader vente på sig. Det er selvfølgelig irriterende, men vi presser ufortrødent på, så vi forhåbentlig snart ser et skift i markedet, siger Mads Stougaard.

Læs også