LVK Landmandsweb bliver endnu bedre

LVK meddeler i deres seneste nyhedsbrev, at deres nye LandmandsWeb er godt i gang. Bortset fra de få børnesygdomme, der altid ses ved opstart af nye IT-systemer, har medlemmernes modtagelse været positiv.

Fremover bliver det muligt at indtaste restlager, forbrug samt ønsket mængde. Dette vil minimere den tid der bruges på ordinering og genordinering ved dyrlægebesøget, og sikre at månedsopgørelsen altid er gemt på LandmandsWeb.

 

Ny økonomi-erfagruppe for soholdere

- Vi starter nu en erfagruppe op målrettet soholdere med fokus på økonomi, men mangler deltagere.

Det meddeler Lasse Frost, afdelingsleder i Velas Business i et nyhedsbrev.

Det drejer sig om en erfagruppe, hvor der afholdes tre møder årligt, heraf et med regnskabsgennemgang og fokus/forbedringspunkter. De øvrige to møder holdes på ejendommen skiftevis hos deltagerne.

I gruppen vil der blandt andet være fokus på strategi, ledelse, bundlinje og rentabilitet. 

Der er tale om et netværk, hvor deltagere løbende kan bruge hinanden i et fortroligt forum, hvor alt lægges frem.

 

Konsulent: Tjek foderkæden

- Hvornår har du sidst kigget på »hele« din foderkæde?

Spørgsmålet stilles af svinekonsulent hos Velas, Anders Andersen, der i seneste nyhedsbrev skriver:

- Dette kan lyde som et mærkeligt spørgsmål, men er vel ment. Grunden til at jeg spørger er, at kæden lige pludselig springer, når man mindst venter dette. Ved at kigge på kæden i et givent interval, ca. hver 2.-3. måned, kommer det ikke som en overraskelse, at den er blevet slidt. På denne måde kan I selv vælge, hvornår I skifter den og derfor ikke bliver tvunget til at skifte den en søndag i sommerferien eller midt i høst.

Sådan lyder anbefalingen fra konsulenten, der samtidig opfordrer til også at tjekke hjørnehjulene.

- Kig enkelte af dem efter samtidig med I kigger på kæden. Hverken kæden eller plastforingerne slides fra den ene dag til den anden. For de af jer der tænker: »Jeg har vådfoderanlæg- så dette har ikke noget med mig at gøre« - Her kan jeg sige, at jeg har set min del af omrøreaksler, som lige pludselig er faldet af, fordi plast tandhjulet øverst i karret, lige pludselig var slidt helt væk.

-  Løbende opsyn med bevægelige dele giver færre frustrationer, og mere sikkerhed for, at »skidtet« virker - også om søndagen, påpeger Anders Andersen.

 

Den nye fodersæson nærmer sig

- Den nye fodersæson banker på døren og nye positive høstprognoser for både soja og korn verden rundt, sætter aktuelle ønsker om foderhandel i stå.

Det meddeler svinekonsulent Bjarke Lassesen fra Velas i nyhedsbrevet »Trynekontakten«.

- Hvor prisen for bare 14 dage siden var over sidste års niveau, og ambitionen derfor var kontraktforlængelse med uændret pris, er priserne nu i nedtrend og vi kigger ind i priser under sidste års niveau.

Konsulenten påpeger endvidere, at den seneste WASDA-rapport, hvor den globale råvareforsyning blev vurderet, viste svag lageropbygning med mulighed for yderligere lagre.

- Udbyttemæssigt har den samlede høst derfor pil opad, mens forbruget påvirkes meget af Covid-19 situationen og det samlede globale forbrug. Pilen her vurderes derfor som vandret til nedad.

- Da de fleste svineproducenter høster mindre korn end det, deres grise spiser, bør svineproducenterne afvente situationen, lyder anbefalingen fra Bjarke Lassesen.

 

 

Læs også