FirstFarms præsenterer bedste resultat nogensinde

Med et resultat før skat på 46 millioner kroner leverer FirstFarms det bedste resultat, siden virksomheden blev børsnoteret i 2006 – og fremgang for sjette år i træk.

Det danske, børsnoterede selskab FirstFarms realiserede i 2021 et resultat før skat på 46 millioner kroner, hvilket er en forbedring på 15 millioner kroner i forhold til 2020.

Det viser et nyt 2021-regnskab fra selskabet. Fremgangen er sket med baggrund i gode markedsforhold for afgrøder og høj effektivitet i alle driftsgrene.

- Der er i 2021 realiseret et overskud efter skat på 35 millioner kroner, som anses for tilfredsstillende, oplyser FirstFarms i en meddelelse.

Selskabet opnåede en omsætning på 370 millioner kroner, et Ebitda på 114 millioner kroner og et Ebit på 70 millioner kroner, hvilket er en stigning i Ebitda på 14 millioner kroner på trods af et fald i Ebitda-margin på 1,3 procentpoint, og en stigning i Ebit på 16 millioner kroner med en stigning i Ebit-margin på 1,5 procentpoint til følge.

Salg af jord i Rumænien har, sammen med de historisk høje afgrødepriser, bidraget væsentligt til det tilfredsstillende resultat.

- Vi har været begunstiget af de gode markedsforhold for afgrøder i 2021, men det afgørende for rekordregnskabet er, at vi igen har forbedret effektiviteten i alle driftsgrene. Vores ledere og medarbejdere får noget nær det optimale ud af de enkelte landbrug, vi driver – og de gør det under vanskelige markedsvilkår. Det er vi stolte af, siger adm. direktør i FirstFarms Anders H. Nørgaard.

Udlodder 6,7 millioner kroner

Risikospredningen er lige så vigtig en faktor for det gode resultat:

- I 2021 blev det særligt tydeligt, hvor altafgørende positiv betydning vores risikospredning på driftsgrene har for vores forretning, og dermed for den værdiskabelse vi skaber for vores knap 2.600 aktionærer, siger Anders H. Nørgaard.

Bestyrelsen indstiller, at der foretages udbyttebetaling og udlodder 6,7 millioner kroner (0,85 kroner pr. aktie) i udbytte.

Forventninger til 2022

FirstFarms forventer at levere en tilfredsstillende indtjening og drift i 2022 med et Ebitda i niveauet 80-120 millioner kroner og et Ebit i niveauet 35-75 millioner kroner.

- Det kræver, at de relativt høje priser på afgrøder fortsætter, at mælkepriserne forbliver stabile, at grisepriserne stiger, og at den positive udvikling i FirstFarms’ jordforretning fortsætter. Samtidig vil der fortsat være fokus på øget effektivitet i driften, skriver FirstFarms, der peger på, at krigen i Ukraine og den ukendte fremtidige udvikling p.t. gør det vanskeligt at forudse, hvordan markederne vil agere.

- Arbejdet mod et mere bæredygtigt landbrug og med at nedbringe CO2 aftrykket fortsætter, og vi vil i 2022 søsætte yderligere initiativer, der bidrager til et bedre klima. Den europæiske energikrise og krigen i Ukraine betyder, at FirstFarms nu fremrykker investeringer i grøn energi, lyder det.

FirstFarms har i forbindelse med offentliggørelsen af årsrapporten også offentliggjort CO2-udledning fra såkaldte Scope 1 og 2 af virksomhedens energiforbrug i 2020 og 2021.

Nøgletal

FirstFarms har i 2021 realiseret:

- en omsætning på 370 millioner danske kroner

- et Ebitda på 114 millioner kroner

- et Ebit på 70 millioner kroner

- et resultat før skat på 46 millioner kroner

Læs også