Åke Hantoft: Det har været en stor ære at stå i spidsen for Arla

Bestyrelsesformand i Arla Åke Hantoft går på pension til juli.

Den 1. december 2017 offentliggjorde Åke Hantoft, formand for Arla Foods ambas bestyrelse, at han havde lagt planer for sin pension, og at hans gård var sat til salg. Nu har Åke Hantoft meddelt, at han har solgt sin gård i Ösarp, Sverige. Salget vil blive afsluttet den 2. juli 2018, hvorefter Åke Hantoft træder tilbage fra sin post som formand for Arla Foods amba med øjeblikkelig virkning.

- Det har været en stor ære for mig at stå i spidsen for Arla Foods’ forretning og være en del af virksomhedens vækst og udvikling over de seneste syv år til gavn for ejere, medarbejdere og kunder. Jeg vil gerne takke bestyrelsen, alle valgte repræsentanter og virksomhedens ledelse for deres støtte og vejledning samt det utrolige, personlige engagement de lægger i at lede og administrere andelsselskabet. Jeg ser meget frem til at følge virksomheden blive styrket og udvikle sig i fremtiden, siger Åke Hantoft i en pressemeddelelse.

Da Åke Hantoft bekendtgjorde sine planer om at sælge gården og gå på pension indledte Arla Foods’ bestyrelse en proces med henblik på at udpege en ny formand. I den forbindelse blev der nedsat et udnævnelsesudvalg støttet af internationale rekrutteringsspecialister fra rådgivningsvirksomheden Spencer Stuart.

Arla Foods’ bestyrelse vil udpege en ny formand i god tid inden den 2. juli 2018. Åke Hantoft har været Arla-formand siden 2011.

Læs også