bannerPos

Krydret hakkekød til japanerne

Repræsentanter fra den japanske kunde Maruha var på slagteribesøg og imponeret af, hvad de så. Foto: Danish Crown

Redaktionen

15-03-2019 10:00
Det nye anlæg på Danish Crowns slagteri i Blans, der producerer krydret hakkekød til en japansk kunde, er nu officielt taget i brug. Kunden har selv givet faciliteterne det blå stempel.

Mandag morgen tog driftsleder Michael Nygård Jespersen lige en ekstra rundtur i det, der i daglig tale kaldes GSP-afdelingen på Danish Crowns slagteri i Blans. GSP står for Ground Season Pork og er navnet på det krydrede hakkekød, den nye afdeling netop er begyndt at producere til en japansk kunde. Og årsagen til den ekstra rundtur var, at den japanske kunde Maruha kom på besøg, beretter koncernen.

- Vores produktion står altid helt skarpt, men jeg har det bare bedst i maven, hvis jeg lige har været rundt og tjekke alle detaljerne en ekstra gang, fortæller Michael Nygård Jespersen.

Maruha er en af Japans helt store producenter af pølser og andre kødbaserede fødevarer. Virksomheden har været kunde hos Danish Crown i årtier, og det er på baggrund af konkret efterspørgsel fra Maruha, at Danish Crown har investeret et tocifret millionbeløb i det nye produktionsanlæg.

- De var meget tilfredse og syntes, vores anlæg så godt ud. Faktisk fortalte de, at det var det bedste af den slags anlæg, som de har set, og det betyder altså noget, når det er en kunde, der også henter den her type råvarer i både USA og Spanien, siger Søren F. Eriksen, der er administrerende direktør i Danish Crown Pork.

Vil udvide samarbejdet

De japanske gæster fik også lejlighed til at se det højteknologiske baconrøgeri i Blans, inden de fortsatte deres rundtur i Danmark. Inden de rejser hjem, skal de også besøge Danish Crowns slagterier i Ringsted og Horsens, samt Tulips konservesfabrik i Vejle.

- Det er en kunde, som vi kender rigtigt godt, og de viser stor interesse for at udvide samarbejdet med os. Det er meget tydeligt, at de ser muligheder i den nye frihandelsaftale mellem EU og Japan, så nu handler det for os om at tilbyde dem de rigtige løsninger, og der er jeg meget optimistisk, siger Lars Albertsen, der er global salgsdirektør i Danish Crown Pork.

Michael Nygård Jespersen og hans kollegaer i Blans gør dagligt alt, hvad de kan for at levere den kvalitet Maruha ønsker. Indkøringen af det nye anlæg er fortsat i gang, men de er godt på vej mod at producere de 50 tons om dagen, der er målet.

- Det går stille og roligt fremad. Vi havde lidt bøvl med maskinerne i starten, men nu følger vi den indkøringsplan, vi har lagt. Det giver selvfølgelig ekstra motivation, når vi mærker, at kunden er tilfreds med den måde vi gør tingene på, så det har været en god dag.

Der er ansat 25 nye medarbejdere til at betjene det nye anlæg, samt omkring 70 mand ekstra til at udbene forender, da produktion sker med bove som eneste råvare.

BL vil debattere natur med økologerne

Bæredygtigt Landbrug arrangerer debat med deltagelse af Økologisk Landsforening i dag på Naturmøde i Hirtshals.

Kalvenotering til debat

På Danske Slagtekalveproducenters sommermøde slap direktøren for Himmerlandskød, Lars Andersen, ikke uden om kritiske spørgsmål fra producenterne.

Landbrugets lavbundsjorder udfordrer klimaet

Jeg er rigtig glad for at se, at erhvervet har besluttet sig for at være en del af løsningen og ikke fremstå som klimaproblemet, skriver Poul Erik Jørgensen.

Stemningen er vendt fuldstændigt

Afregningsprisen er ved at komme på rette kurs, årsregnskabet for et barskt år er landet, og optimismen kan spores. Ifølge chefkonsulent i driftsøkonomi hos Centrovice, Søren Bækholm, er det nu oplagt at få lagt en strategi for den fremadrettede produktion.

DLG opkøber grovvareselskab i Sønderjylland

DLG har opkøbt Hindrichsens Eftf. A/S i Højer ved Tønder. Ejer af Hindrichsen ønsker at gå på pension.
Side 1 af 1548 (30942 artikler)Prev1234567154615471548Next