Var med til at vinde bræmmesagen: 40 år med dræning og vand

Grundforbedringskonsulent Kjeld Morel fra Nakskov har hele Danmark som sin arbejdsplads – og tager også gerne udlandet med.

Kjeld Morel, statsautoriseret grundforbedringskonsulent med kontor i Nakskov på Lolland, er ud af landmandsslægt, født på en gård, og siger selv at dræning og vand altid har interesseret ham. Og om få dage kan han fejre 40 års firmajubilæum og 75 års fødselsdag.
I 1964 kom han i praktik hos en entreprenør og lærte i praksis, hvordan man graver dræn og udfører drænarbejde.  Efter endt uddannelse i 1971 kom han til Hedeselskabets filial i Nakskov. Da filialen i 1978 flyttede til Nykøbing, var der ikke enighed om hans fremtidige ansættelsesforhold, og så etablerede han egen virksomhed. Den kom fint fra start.
- Hedeselskabet regnede med, at alle kunder fra Nakskov fulgte med til Nykøbing. Det gjorde de ikke, og jeg var i den heldige situation, at kunderne rettede henvendelse til mig, når der var opgaver, der skulle løses.
- I dag har jeg eksempelvis sønnen til min allerførste kunde, som kunde. Hans far havde et mellemstort landbrug, sønnen driver 1.500 hektar.
Som landbruget har Kjeld Morels forretning også udviklet sig: Fra primært at have kunder på Lolland til hele landet, sågar i udlandet. Blandt andet har han lavet afvandingsplaner for en 400 hektar stor solbærplantage i Rumænien.
Der er, hvad der svarer til fem årsværk i Kjeld Morels forretning.
 

Den store bræmmesag og Aakær Gods

Kjeld Morel nævner selv den store bræmmesag fra Nordjylland, hvor en række landmænd var stævnet af sagen, som sin mest spændende sag:
- Det var en sag, som Bæredygtigt Landbrug valgte at køre for nogle af deres medlemmer, og hvor jeg var med inde over. Vi vandt som bekendt sagen, og det var medvirkende til, at bræmmerne blev afskaffet.
Af andre spændende sager fremhæver Kjeld Morel helhedsaftalen og fredningssagen omkring Aakær Gods og Å ved Odder nær Aarhus: - Jeg blev udpeget af landbrugsministeriet til at lave en helhedsaftale for området, og for hvordan åen skulle se ud. Forslaget blev antaget og godkendt.
- Det var en sag med stor mediebevågenhed, og normalt lytter man meget til de grønne organisationer, men de blev ved med at komme med indsigelser. Da de så skulle præsentere dem, mødte de end ikke op, og så er man ude på et skråplan.
 

Fortrinsret hører ikke hjemme i normalt samfund

Nærliggende er derfor at spørge Kjeld Morel, om de grønne organisationer har for meget magt: - Eneste jeg kunne ønske var, at Danmarks Naturfredningsforening ikke pr automatik har ret til at rejse sager og have indsigelsesret. De bør kunne klage på lige fod med alle andre, men at de har fortrinsret, hører ikke hjemme i et normalt samfund.
 

Jubilæumsreception

Der er 40 års jubilæumsreception mandag den 28. maj klokken 13 på Skovridergården i Nakskov. – Og jubilæet falder så tilfældigvis også sammen med min 75 års fødselsdag, lyder det afsluttende fra Kjeld Morel.

Læs også