Corona-krise sætter turbo på digitale løsninger

Onlinemøder har afløst fysiske møder i rådgivningen hos SLF, hvor corona-restriktionerne har gjort traditionelle møder umulige. Det har været en succes, og nu skrues der yderligere op for de digitale løsninger

Corona-situationen har vendt op og ned på den måde folk kan mødes og have kontakt på – arbejdsmæssigt som privat. Og det har man også mærket i rådgivningen hos SLF, hvor rådgivningen for alvor er gået virtuelt og online.

På den ene skærm præsenterer rådgiveren regnskabet, som vises på kundens skærm, mens de taler sammen. Metoden er opstået som en mulighed hen over corona-krisen, og der er flere fordele ved at holde møder over skærmen.  Kunden behøver hverken at skifte tøj og tage bilen ind til rådgivningskontoret, men kan få sine tal gennemgået i ro og mag derhjemme.

- Derfor vil onlinemøder fremover være et fast tilbud til de kunder, der vil bruge denne mulighed, men der vil også fremover være situationer, hvor fysiske møder er den rigtige mødeform, lyder vurderingen fra udviklingschef hos SLF, Anders Andersen.

 

Flere gange om ugen

Regnskabskonsulent Tommy Henriksen er en af de rådgivere, der bruger onlinemøder flere gange om ugen.  Han bruger mødeformen til gennemgang af regnskab og budgetopfølgning, og hvor der for eksempel er en del tal eller bilag, der skal vises samtidig.

- Jeg foretrækker at bruge onlinemøde i de tilfælde, hvor der er mange tal fra flere forskellige bilag. Så undgår jeg situationen med, at kunden ser på et bilag, og jeg forklarer om et andet. Det er det, der kan ske, hvis vi mødes over telefon. Så kan jeg ikke vide, om kunden ser på samme bilag, som jeg gør, fortæller Tommy Henriksen.

 

Kommet for at blive

Tommy Henriksen er klar på at holde flere onlinemøder efter corona-krisen, hvis det vel at mærke giver mening for kunden:

- Hvis kunden ser en fordel i at spare køreturen og hellere vil sidde hjemme, så vil det være en god løsning for landmanden i en travl hverdag. Men det er meget forskelligt, hvad kunderne siger til det. Nogle er glade for det og vil måske gøre det igen, mens andre foretrækker at være i samme rum som den, de taler med, siger Tommy Henriksen, der samtidig understreger, at kunde og rådgiver bør kende hinanden godt, for at kunne mødes online 

Udviklingschef Anders Andersen ser onlinemøder og Microsoft Teams som en naturlig og vigtig del af SLFs digitaliseringsrejse.

-  Vi skal naturligvis være opmærksom på den massive spredning, vi har i kundebehov og kundeønsker – det gælder også på fysiske møder kontra onlinemøder. For os som servicevirksomhed er det vigtigt, at vi kan favne den forskellighed og tilbyde begge dele, siger Anders Andersen, der tilføjer at man også fra kunder oplever en stigende interesse for online-løsninger.

Læs også