Uændret notering for Nord-West

I dag er Nord-West noteringen fortsat uændret, men den vil sandsynligvis falde med 6 euro (45 kr.) i næste uge. Den største udfordring er fortsat den midlertidige lukning af Tönnies-slagteriet i Rheda-Wiedenbrück, som lige blev forlænget med yderligere to uger til den 17. juni. Det er imidlertid usikkert, om der kommer yderligere udsættelser, og når slagteriet må åbne igen, så vil det sandsynligvis ikke være hele slagteriet, men kun dele af slagteriet i første omgang.

Uændret notering for Nord-West.
Uændret notering for Nord-West.

På den måde vokser udbudspuklen på det tyske slagtesvinemarked. Tyske omsættere vurderer, at ca. 70.000 slagtesvin udsættes til slagtning for hver uge Tönnies-slagteriet er lukket. Og hvis slagtesvinestalden ikke tømmes, så kan man heller ikke købe nye smågrise. På grund af den gode forsyningssituation stiger prispresset på det tyske slagtesvinemarked. Allerede i onsdags faldt den tyske notering med 6 cent (45 øre), og markedsinteressenter frygter yderligere prisfald i de kommende uger, skriver Danske Svineproducenter i en pressemeddelelse.

En meget vigtig beslutning blev i fredags truffet af det tyske forbundsråd, altså delstaternes parlament. Stort set alle tyske søer skal være løsgående. Søerne må kun fikseres i maks. 5 dage efter faring og kort tid før inseminering. For at afskaffe bokse i løbeafdelingen har smågriseproducenten en overgangsperiode på 8 år til rådighed, for farestalden er det 15 år. Men allerede om 3 år skal smågriseproducenten have udarbejdet et koncept for staldombygningen, og efter yderligere 2 år skal han søge om byggetilladelse. Når søerne er i løsdrift, skal en so have 5 kvadratmeter til rådighed.

Tyske markedsinteressenter regner med, at næsten alle smågriseproducenter skal ombygge deres stalde på grund af den nye lovgivning. Selvom den tyske regering vil støtte staldombygningen med i alt 300 mio. euro (2,2 mia. kroner) forventer man, at mange smågriseproducenter ikke vil investere i staldombygningen og stoppe produktionen. Nogle eksperter betegner beslutningen fra i fredags som et dødsstød for den tyske smågriseproduktion.

Den tyske VEZG-smågrisenotering indikerer, at Nord-West noteringen i næste uge vil falde med 6 euro (45 kr.) til 49,00 euro (402 kr. inkl. vægtregulering).

Læs også

Fortsat uændret notering
Uændret notering på slagtesvin
Noteringen falder med 20 øre igen
Svinenotering er fortsat uændret
Uændret notering for slagtekvæg
Danish Crown: Uforudsigeligt marked