Ikke alle landmænd kan få sager genoptaget

Det er ikke muligt at kompensere landmænd, der – i tråd med NaturErhvervstyrelsen anbefalinger – udlod at søge om landbrugsstøtte

NaturErhvervstyrelsen genoptager nu en række sager, hvor man tidligere har underkendt arealer som støtteberettigede.

Det sker som følge af EU-Domstolens afgørelse i den såkaldte Demmer-sag, hvor det blev konkluderet, at en landmand kunne få udbetalt støtte på sikkerhedszoner i lufthavne.

Dommen betyder, at styrelsen nu går i gang med at kigge på sager, der typisk vil dreje sig om arealer, som er underkendt som lysåbne i skov eller rekreative arealer – samt naturligvis arealer i lufthavne.

Ifølge NaturErhvervstyrelsen har man allerede identificeret 200 landmænd, hvis sager er berørt af dommen.

Ingen mulighed for kompensation

Men styrelsen efterlyser samtidig andre landmænd, der også kan være berørt af afgørelsen:

- For at få genoptaget deres sager skal landmændene have søgt landbrugsstøtte, da det på grund af statsstøtteregler ikke er muligt at kompensere de landmænd, som i tråd med vores daværende anbefalinger, undlod at søge om landbrugsstøtte, oplyser enhedschef i NaturErhvervstyrelsen Lotte Dige Toft.

Sagerne vil ifølge styrelsen blive vurderet efter den nye praksis, hvor det er den faktiske landbrugsaktivitet på arealerne, som afgør, om et areal er berettiget til landbrugsstøtte.

Hvis det vurderes, at et areal fejlagtigt har været underkendt som støtteberettiget, så vil landmanden udover at få tilbagebetalt støtten også få gentildelt betalingsrettighederne med virkning fra 2016 eller 2017.

Gentildeling af betalingsrettigheder sker under den forudsætning, at landmanden stadig er aktiv landmand. 

Læs også