Ny ansøgningsproces sløver skovrejsning
HedeDanmark opfordrer fremtidige skovejere om at kontakte dem nu, hvis ansøgninger skal laves inden tidsfristen.

Hidtil har lodsejere med ønske om at anlægge skov kunne vente med at sende en ansøgning indtil ganske kort tid før fristen, men det kan de med de nye ændringer ikke længere forvente er tilstrækkeligt, skriver HedeDanmark. Pressefoto
I år skal alle tilladelser til privat skovrejsning være indhentet før, HedeDanmarks skovrejsningskonsulenter sender ansøgningen om tilskud til Landbrugsstyrelsen. Derfor opfordrer selskabet nye kunder til at kontakte dem nu, hvis de skal nå at have deres ansøgninger klar inden for tidsfristen.
Landbrugsstyrelsen – der fra i år har overtaget administrationen af tilskudsordningen fra Miljøstyrelsen – har netop annonceret beslutningen om, at tilladelser til den private skovrejsning fra eksempelvis museer og kommuner, som hidtil er blevet indhentet af den ansvarlige styrelse efter ansøgningsfristen, altså nu skal indhentes før fristen.
Det sætter konsulenterne på arbejde, da de skal nå at indhente de fornødne tilladelser – vel at mærke – uden at fristen for aflevering af ansøgningen om tilskud er blevet forlænget.
- Vi kan naturligvis løfte opgaven, men det er tidskrævende at indhente tilladelserne, så hvis der på nuværende tidspunkt er lodsejere, der går rundt med drømmen om deres egen skov til gavn for blandt andet miljøet og vildtet, så skal de kontakte os nu, siger Christian Ritz-Andersen, skovrejsningskonsulent i HedeDanmark.
Kan ikke garantere projekt
Hidtil har skovrejsningskonsulenternes opgave »kun« været at undersøge, om landbrugsjorden, som kunden ønsker at rejse skov på, er placeret i et tilskudsberettiget område. Afhængigt af hvilken type skov, der er tale om, og hvordan den bliver etableret, bliver det statslige tilskud justeret op eller ned.
Der er i de enkelte kommuner stor forskel på sagsbehandlingstiden, og derfor kan arbejdet med ansøgningen om tilskud til privat skovrejsning trække ud. Ændringen betyder ifølge Christian Ritz-Andersen dog ikke noget for de kunder, som HedeDanmark allerede er i gang med at udarbejde tilskudsansøgninger for.
- Men ændringen af kravet om, at alle godkendelser skal være på plads før, vi sender ansøgningen til styrelsen, betyder, at vi simpelthen ikke kan garantere, at vi kan nå at have alt på plads, medmindre man som jordejer tager fat i os nu, siger hun.
I 2019 løber ansøgningsrunden for tilskud til privat skovrejsning fra 2. juli med sidste frist for ansøgning 30. august.








































