Coronaudviklingen de seneste uger har gjort at Kimbrerskuet til oktober er aflyst. Nye smitteudbrud er set og styregruppen bag skuet ser det ikke muligt at undgå tæt kontakt mellem dyr og mennesker.
Det igangværende smitteudbrud med nye tilfælde af Corona-virus flere steder i Jylland gør, at årets Kimbrerskue bliver aflyst. Kimbrerskuet 2020 var planlagt gennemført i weekenden d. 2. – 4. oktober i Messecenter Vesthimmerland.
Det er første gang i mere end 40 år, der ikke bliver et Kimbrerskue.
- Vi har igennem hele foråret og sommeren fulgt situationen omkring Covid-19 utrolig tæt. Situationen ændrer sig stort set dag for dag – både i retning af at der hen over det sene forår og først på sommeren var tegn på at smitten var under kontrol og vores samfund derfor langsomt men sikkert kunne begynde at åbne op – men desværre også i form af, at det går den gale vej med smitteudbrud og genoplukning af samfundet her fra midten af august, siger Ulrik Lund.
Situationen har ændret sig
I starten af august udsendte styregruppen bag skuet en pressemeddelelse om at Kimbrerskuet 2020 ville blive gennemført som et 3-dages skue.
- Da pressemeddelelsen blev sendt ud, havde vi en klar forventning om at genoplukningens fase 4 ville følge den plan, som myndighederne lagde ud i foråret. Vi må dog erkende, at det ikke er tilfældet, hvorfor vi tager konsekvenserne af dette nu, siger formanden, som ser alvorligt og bekymrende på udviklingen.
Umuligt at overholde retningslinjer
Når mange mennesker skal samles til arrangementer, kan man under normale omstændigheder overholde retningslinjer for afstand, hygiejne, værnemidler og smittesymptomer, som arrangørerne kan håndhæve og håndtere.
- Men Kimbrerskuet handler i høj grad om dyr, og det er netop hos dyrene, at vi er noget bekymret for håndteringen af disse retningslinjer. Vi har flere situationer i staldene, ved indsyning, vaskehal og til og fra ringen, hvor det er umuligt at undgå at dyr og mennesker kommer tæt på hinanden. Værnemidler, som tvungen brug af mundbind, nummersystem til vaskehal og indsyning i nogle forud fastsatte snævre tidsintervaller har været drøftet, men vi mener simpelthen ikke at det er muligt at håndtere i praksis, siger Ulrik Lund.
Svær men klar beslutning
Direktør Brian Otte, Messecenter Vesthimmerland, er – ligesom de øvrige medlemmer af styregruppen – rigtig ærgerlig over at det er nødvendigt at aflyse dette års Kimbrerskue.
- Alle er imidlertid enige om, at det er det rigtige at gøre i denne situation. Sikkerhed og tryghed kommer forud for alt andet, og når vi ikke er 100 procent trygge ved at vi kan håndtere sikkerheden blandt dyrene, som vi skal – ja så er beslutningen om aflysning egentlig ikke så svær, siger Brian Otte.
Klar til 2021
Arrangørerne ser nu frem til at planlægge et fantastisk Kimbrerskue igen i 2021.
- Med den fantastisk flotte opbakning, som vi har fået både blandt dyreudstillerne og blandt maskinudstillerne til dette års planlagte skue, lover det godt for fremtiden, siger Brian Otte
- Formandsskabet på Kimbrerskuet, NF Plus, Agri Nord og Messecenter Vesthimmerland ærgrer sig inderligt over aflysningen, men vi ser fremad og glæder sig derfor til at komme i gang med planlægningen af Kimbrerskuet 2021, siger Ulrik Lund.
teba