De kan noget med stærke kvinder i sønderjyske SLF. Tidligere har profiler som statsminister Mette Frederiksen (S) og EU-kommissær Margrethe Vestager (R) gæstet landboforeningens nytårskur.
Nu er turen kommet til miljøminister Lea Wermelin (S) og præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding. Begge gæster SLF’s nytårskur 2020, der holdes 6. januar i Agerskov Hallen.
Her sætter foreningen fokus på regeringens ønske om mere natur og miljø, og hvad det kan få af betydning for dansk landbrug. Det sker under overskriften »Er der landbrug i Danmark, når jeg bliver stor?« og med billedet af en smilende pige, der står og ser ud i horisonten
En del af løsningen
- Vi landmænd ser os som en del af løsningen på mange af de udfordringer, Danmark står overfor. Vi vil gerne gøre en aktiv indsats for at værne om vores dyr, miljø og natur, så der også er et dansk landbrug, en rig natur og nogle gode kvalitetsfødevarer til vores børn og efterkommere i fremtiden.
Men vi er også flere, der rigtig gerne vil vide, hvad regeringen egentlig tænker og vil med os. Det skal ingen hemmelighed være, at mange af vi landmænd føler, at der kommer stadig flere krav og regler, vi skal efterkomme – omkring natur, miljø, efterafgrøder, jordudtagning, minivådområder osv.
- Flere skal også i gang med at overveje, hvad der skal ske med gården – skal den kommende generation overtage, eller hvad skal der ske? Det store spørgsmål er: Hvad skal der ske med dansk landbrug? Det vil vi gerne have nogle svar på den 6. januar, siger formanden for SLF, Christian Lund.
Merrild kommer også
Opfordringen til alle interesserede lyder, at man skal tage sin familie og sine medarbejdere med og deltage i en aften med spisning, hvor der er mulighed for at få en snak med naboer, bekendte, lokalpolitikere og rådgivere i SLF og høre mere om landbrugets fremtid.
- Vi håber på en god aften med spændende indlæg og masser af debat, og hvor vi får svar på nogle af vores spørgsmål og dermed kommer vores fremtid lidt nærmere, siger Christian Lund. SLF holder nytårskur for sjette gang. Arrangementet trækker traditionelt omkring 800-900 sønderjyder til.
Der lægges fra land 6. januar fra klokken 17.30 med sønderjysk pølsebord. Herefter er der et indlæg fra SLF-formanden og fra miljøminister Lea Wermelin, som efterfølges af DN-præsident Maria Reumert Gjerding.
Inden aftenens debat gives fri gives ordet til formanden for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild.
Tilmelding til SLF er nødvendig.
jll@effektivtlandbrug.dk
telefon +45 61 20 95 82