AI baner vejen for næste generation af bæredygtig svineproduktion
Gennem Danish Genetics arbejder Hendrix Genetics Swine målrettet på at løfte branchens standarder for dyrevelfærd, robusthed og benstyrke hos søer. Med et nyt, banebrydende projekt vil virksomheden sætte nye milepæle for hele værdikæden.
Hos Danish Genetics, som er blevet en del af Hendrix Genetics Swine, er visionen at gøre moderne avl mere datadrevet og bæredygtigt. Danish Genetics og Hendrix Genetics Swine samarbejder med Teknologisk Institut og Aarhus Universitet om avanceret kamerateknologi og kunstig intelligens, der skal gøre det lettere at overvåge søernes benstyrke og robusthed i stalden.
- Traditionelle, manuelle vurderinger erstattes nu med objektive målinger, forklarer Claus Hansen, seniorkonsulent fra Teknologisk Institut, og tilføjer:
- Kameraerne monitorerer konstant soens bevægelsesmønstre, og AI-algoritmer giver os en præcis og løbende vurdering af søernes genetiske potentiale,
Optimeret dyrevelfærd og større bæredygtighed
En af hjørnestenene i projektet er at sikre bedre dyrevelfærd – dels ved at identificere de søer med det største avlspotentiale for robusthed, dels ved at øge so-overlevelse og reducere antallet af tidlige udsætninger.
Ved at prioritere benstyrke og generel robusthed kan vi på sigt spare ressourcer, skabe mere holdbare søer og samtidig levere en positiv bundlinje for producenterne.
- Med øget fokus på so-overlevelse er dette projekt kritisk for fremtidens landbrug og en del af vores målsætning om at skabe verdens mest bæredygtige gris. Ved at sætte nye standarder inden for avlsarbejde og velfærd imødekommer vi både nationale og europæiske krav til dyrevelfærd og bæredygtighed, siger Søren Balder Bendtsen, genetisk chef for Danish Genetics hos Hendrix Genetics Swine.
Datadrevet avlsvurdering – hele soens livscyklus i fokus
Traditionelle metoder til at vurdere en sos benstyrke og robusthed sker ofte kun én gang i soens liv. Det nye projekt, kaldet DiGiSOW, sikrer en omfattende, digital platform, hvor kontinuerlig kameraovervågning og avancerede AI-modeller giver et objektivt og vedvarende indblik i soens udvikling.
- Projektet sigter mod at forbedre søernes robusthed ved at automatisere målingen af vigtige egenskaber, siger Grum Gebreyesus, tenure track adjunkt i husdyr phenomics ved Aarhus Universitet.
- Med dataopsamling over længere tid får vi et helt nyt indblik i søernes styrke og holdbarhed, og det åbner for et revolutionerende niveau af præcision i avlsarbejdet, tilføjer Grum Gebreyesus.
Konkrete gevinster for landmænd og miljø
Ifølge de foreløbige beregninger kan den forventede avlsfremgang redde flere tusind søer og flere hundrede tusinde pattegrise årligt i Danmark efter projektets afslutning og en indkøringsperiode.
Projektet forventes at skabe en betragtelig merværdi for alle Danish Genetics kunder og partnere.
Samtidig er der en klar miljømæssig gevinst i form af mere ressourceeffektiv produktion.
Fælles indsats for fremtidens landbrug
Hendrix Genetics Swine ser DiGiSOW som et vigtigt skridt på vejen mod en endnu mere bæredygtig og innovativ svineproduktion. Projektet løber over fire år med støtte fra GUDP, Fødevareministeriets program til udvikling af grønne løsninger i landbrugserhvervet.
- Vi er stolte over at gå forrest i udviklingen, understreger Søren Balder Bendtsen.
- Vores indsats bygger på mange års erfaring med avanceret genetik og avlsforskning, og vores mål er at give landmænd de bedste forudsætninger for en sund, ansvarlig og fremtidssikret svineproduktion, tilføjer han.
Danish Pig Genetics P/S
Lysholt Allé 10
7100 Vejle