Mandag i uge 26 checker 70 unge forventningsfulde deltagere ind på Nordjyllands Landbrugsskole, Lundbæk. Et spændende firedages program er planlagt for alle deltagerne.

- I år skal vi blandt andet være sammen med dyr og en masse maskiner. Vi starter med traktorkørekort og øvelser mandag. Derudover skal vi også bygge gård og passe de dyr der ankommer til skolen, fortæller skolens SommerCamp-koordinator, David Jensen. 

Forude venter deltagerne fire sjove og spændende dage, der indeholder alt fra fysiske aktiviteter og udfordringer, til socialt fællesskab og hygge. Det planlagte program starter hver morgen kl. 8.00 og slutter kl. 16.00. Herefter vil der være en bred vifte af valgfrie aktiviteter, som de unge kan deltage i. Eksempelvis er der biografaften med bland-selv slik og popcorn.

Indtil nu har 70 deltagere tilmeldt sig årets SommerCamp. Tilmeldingen lukker når skolen rammer 90 deltagere. Blandt de tilmeldte er både nye ansigter og ”kendte” ansigter, der har været med på SommerCampen tidligere. 

- Det er fantastisk. Vi er så stolte over, at så mange unge mennesker har valgt at tilbringe en uge af deres sommerferie her på Lundbæk. Vores arbejdsgruppe har planlagt et fantastisk program, og jeg er sikker på, at alle deltagere får en uforglemmelig oplevelse her på skolen. Vi har i hvert fald glædet os rigtig meget til at byde alle de unge mennesker velkommen, udtaler Forstander Jakob Autzen. 

SommerCampen starter mandag den 28. juni og slutter torsdag den 1. juli. 

Årets tema er maskiner

I år er teamet ‘maskiner’. Nordjyllands Landbrugsskole har naturligvis en del maskiner til rådighed på skolen, men i anledningen af SommerCampen har skolen indkaldt forstærkning. Derfor vil skolen få besøg af forskellige landmænd, der gæster skolen med deres store maskiner. Deltagerne vil også modtage tilpasset undervisning og tilmed få mulighed for at prøve kræfter med traktorkørsel. 

Ligesom sidste år får vi dyr ind på skolen, som deltagerne skal passe alle fire dage. Derudover vil deltagerne komme med på besøg ved forskellige landbrug og udforske naturen omkring skolen. 

Hvem kan deltage?

Alle friske mennesker – drenge som piger – fra 12 til 16 år, kan deltage i årets SommerCamp. Men er du 11 år og fylder du først 12 år senere på året, så er du naturligvis også velkommen til at deltage. 

Der er stadig pladser tilbage!

Indtil videre har 70 friske unge mennesker valgt at tilmelde sig årets SommerCamp på Lundbæk. Hvis du vil have en af de sidste 20 pladser, så klik her for nærmere information og tilmelding.

Nordjyllands Landbrugsskole

Nordjyllands Landbrugsskole

Halkærvej 3 9240 Nibe