Landmænd er klar til Arlas store biogasanlæg
Der var lutter positive tilkendegivelser blandt landmændene, da Leverandørforeningen til Videbæk Biogas holdt generalforsamling på Westergaards Hotel i Videbæk.
Efter fem års forarbejde kan cirka 75 lokale landmænd nemlig endelig se frem til etableringen af Arla Foods store biogasanlæg, lidt syd for Videbæk.
- Vi har nu så mange leverandørkontrakter i hus, at vi på et bestyrelsesmøde den 11. maj forventer at kunne sige ja til både levering af husdyrgødning og en ejeraftale, der giver os medejerskab af biogasanlægget, siger Ole Kjær, formand for Leverandørforeningen til Videbæk Biogas.
Der er fortsat plads til enkelte, nye leverandører af dybstrøelse og kvæggylle, mens svinegylle-leverandører er sat på venteliste. Samtidigt går foreningen i gang med at finde flere aftagere af den afgassede biomasse.
- Udover vores gylle og dybstrøelse aftager anlægget blandt andet også affaldsstoffer fra de lokale mejerier, ligesom vi til en start har brug for energiafgrøder. Det vil vi helst holde på et minimum, men det betyder, at vi kan tilbyde en veldeklareret vare til andre planteavlere end os selv, siger Ole Kjær.
Anlægget bliver med en samlet investering på 235 mio. kr. et af landets største. Parterne bag er NGF Nature Energy, Arla Foods, Xergi og leverandørerne. Sidstnævnte ventes i første omgang samlet at tegne sig for cirka ni procent af ejenkapitalen i Videbæk Biogas A/S; svarende til syv mio. kr.
- Med en forventet forrentning på 12 procent er det en god investering, men ellers så er fordelen ved aftalen med Arla Foods og de andre parter, at vi som landmænd kan koncentrere os om at passe vores egen bedrift. Vi får miljøfordelen ved et biogasanlæg for en begrænset investering og uden at skulle udvide vores landbrug med en selvstændig energiproduktion, siger Ole Kjær.
Han noterer sig også, at der ikke bliver problemer med at afsætte biogassen, idet Arla allerede har etableret og igangsat et stort biogas-fyret kraftvarmeværk på mælkepulverfabrikken Arinco i Videbæk.
Videbæk Biogas A/S opfører anlægget i Trøstrup; blot halvanden kilometer fra Arinco. Første spadestik til byggeriet ventes at blive taget efter sommerferien, og den første gylle er planlagt til at skulle i gastankene i sensommeren 2018.