Landbrug & Fødevarers forsøg på at blive majoritetsejer i et nyt DanAvl-selskab bliver en sag for Konkurrencestyrelsen
- Gennem en ny struktur vil DanAvl fordoble eksporten af
svinegener og avlsdyr. Målet er at stå stærkere i den internationale konkurrence,
forklarer Landbrug & Fødevarer, Svineproduktion, om baggrunden for sit nye
initiativ om at lave et nyt DanAvl-selskab med sig selv som majoritetsejer.
Initiativet har ført til, at en af de private forhandlere,
Porc-Ex Breeding A/S, nu indbringer sagen for konkurrencemyndighederne.
Landbrug & Fødevarers planer indebærer, at alt salg og
produktion skal samles om det nye DanAvl-selskab, som fremover skal varetage
den samlede afsætningsopgave direkte eller via agenter og samarbejdspartnere.
Det betyder, at prisen fremad fastsættes af DanAvl-selskabet.
En blandt flere
Direktør Claus Fertin, Seges Videncenter for
Svineproduktion, fastslår, at DanAvl med den nye struktur bliver én blandt
flere spillere på det internationale marked og, at DanAvl derfor på ingen måde
opnår nogen form for monopol.
- Vi centrerer distributionen tættere omkring
DanAvl-genetikken, som ejes af danske svineproducenter, for bedre at kunne
styre værditilbuddet til kunderne og dermed sikre grundlaget for yderligere
vækst, siger Claus Fertin, der understreger, at den ny struktur er betinget af
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens godkendelse.
Minoritetsejerne i det nye selskab bliver salgsselskabet
DanBred International – der ejes af danske avls-og opformeringsbesætninger –
samt SPF-Danmark, der indskyder dets aktiviteter omkring avlsmateriale i det
nye selskab.