Et nyt kommunalt tiltag for at sikre rent drikkevand rammer kun lodsejere i nærheden af drikkevandsboringer, mens indsatsplanerne slet ikke har fokus på spildevand og tikkende giftbomber fra gamle lossepladser.

Sådan lyder det fra Bæredygtigt Landbrug (BL), hvor man undrer sig over, hvorfor landmænd skal straffes for det, som organisationen kalder »hypotetisk forurening«.

Ifølge BL er en gruppe lodsejere i Viborg Kommune således i farezonen for et tiltag, der skal sikre rent drikkevand i området ved at begrænse landbrugsdriften.

- Landmændene mener, de allerede arbejder fuldt forsvarligt på deres jord, og der benyttes allerede i dag kun de midler og mængder, som er godkendt af EU og Miljøstyrelsen. Faktisk kræver reglerne allerede i dag, at de midler, der benyttes, ikke må kunne true drikkevandsdepoterne under markerne, konstaterer BL, der fortsætter:

- Desværre findes der af og til gift i vandet, men det stammer langt overvejende fra gamle industrigrunde, overdreven brug af sprøjten langs jernbaner eller i forbindelse med udsivning fra glemte lossepladser, og så i langt mindre målestok fra tidligere tiders brug af pesticider, der har været forbudt i årtier.

Går for langt

Administrerende direktør i BL Bjarne Nigaard mener, at Viborg Kommune er gået for vidt i sine indsatsplaner:

- Selv om indsatsplanen handler om at passe på vores fælles drikkevand – og på den måde ikke har et formål, vi kan være uenige i – så må vi alligevel protestere mod, at man »overregulerer« på den her måde.

- Der er ingen påviselige problemer med drikkevandet som følge af den måde, man i dag driver landbrug på i området. Alligevel vil man pålægge landbruget alvorlige og indgribende restriktioner, som i praksis forhindrer landmændene i at drive deres virksomhed.

BL har også selv sendt et høringssvar til Viborg Kommune på baggrund af indsatsplanerne.