For nylig vakte det opsigt i de lokale medier omkring Herning, at
den ingeniørstuderende Marius Youbi fra Cameroun måtte droppe ud af
drømmestudiet, fordi han ikke længere kunne betale studieafgiften.
Virksomheden Minkpapir A/S, der er leverandør af udstyr og
forbrugsmaterieler til minkfarme over hele verden, er dog nu gået ind og
sponseret ham, så han kan fortsætte studiet. Samtidig skal han hjælpe
virksomheden med at færdigudvikle verdens første førerløse fodermaskine til
minkfarme.
I juni fortalte Marius Youbi til Herning Folkeblad, at han snart
ville blive smidt ud af ingeniørstudiet på AU i Herning, fordi han ikke længere
var i stand til at betale studieafgiften på 42.000 kroner per semester, fordi
nu skulle hele beløbet betales på en gang.
Minkpapir vil gerne gøre brug af Marius Youbis evner inden for
robotprogrammering. Her skal han være med til at færdigudvikle FIX-Robo, der er
verdens første førerløse fodermaskine til minkfarme.
- Det kræver skarpe hjerner at udvikle en meget enkel og intuitiv
betjening, som brugerne kan forstå. De egenskaber har Marius, siger Johnny
Larsen, udviklingsdirektør hos Minkpapir A/S.