Planter fjerner tungmetaller
Botanikken tages i brug til at fjerne tungmetaller. Hos KomTek Miljø A/S i Holsted er der startet et projekt, der går ud på at fjerne tungmetaller fra komposteret spildevandsslam ved hjælp af forskellige pilekloner.
Miljøstyrelsen forventer, at der i 2004 vil være 240.000 tons kommunalt slam, som skal deponeres. Hertil kommer store mængder fra havneuddybninger samt oprensninger i dambrug. Materialet har et højt indhold af tungmetaller og miljøfremmede stoffer. Med så store mængder forurenet stof, er der nok at tage fat på for pileplanterne.
Hos KomTek Miljø A/S omdannes de miljøfremmede stoffer i spildevandsslam ved hjælp af en 20 ugers komposteringsproces. Tilbage i komposten er næringsstoffer og tungmetaller. I projektet, som netop er startet i et 850 kvadratmeter stort forsøgsanlæg, opsamles tungmetallerne ved hjælp af planter, der har vist sig at have gode egenskaber for at optage tungmetaller.
- Vi bruger naturens egne processer til at rydde op efter borgernes og virksomhedernes aktiviteter, fortæller Bjarne Larsen, direktør for KomTek Miljø A/S.
Det er målet, at projektet giver en række resultater, der kan bruges til færdigudvikling af et system, hvor man tilfører kompost til pilekulturer, der gennem vækstperioden optager tungmetallerne. Herefter bortskaffes pilekulterne, således det til sidst kun er asken fra den afbrændte kultur, der skal deponeres. Igennem denne proces kan 99 procent af indgangsmaterialet genanvendes, ifølge Bjarne Larsen.
Projektet er egenfinansieret og gennemføres af KomTek Miljø A/S i samarbejde med Center for Recirkulering, Ølgod.