Tom Axelgaard indtager scenen på NutriFair 2026 for at præsentere sit syn på fremtidens landbrug. For den erfarne landmand, erhvervsleder og generalsekretær for Danish Farmers Abroad er det centralt, at fremtidens landbrug ikke belaster klimaet, men arbejder i samklang med det.

- Dommedag er ikke på vej. Men vi skal handle nu, siger Tom Axelgaard i en pressemeddelelse.

Tom Axelgaard, der i 2013 stod bag den første fulde CO2-kortlægning – fra jord til bord - i branchen med sin virksomhed Goodvalley, ser bæredygtighed som noget, der starter med mennesker – ikke kun teknik. Hans budskab til NutriFair bliver, at det kræver frihed, ansvar og stærkt lederskab at skabe forandring.

- Vi har stadig alle muligheder for at vende udviklingen – men det kræver, at vi udnytter ressourcerne bedre og eliminerer spild. Et landbrug uden spild skal ikke bare være et mål, men noget, vi stiler efter i alle dele af vores arbejde, siger han.

Tom Axelgaard begyndte allerede i 1994 at modernisere landbrug i Polen, hvor han oplevede, hvordan frihed kunne forløse medarbejderes virkelyst efter årtier det tidligere Østbloks autokratiske systemer.

- Man kunne mærke det på dem. De havde ikke været vant til at tage ansvar. I et autokrati kvæler man folks virkelyst, og det satte sine spor. Men jeg så også, at det kunne vendes – hvis man insisterede på frihed og viste tillid, fortæller han.