Veteranudstilling med traktorer, maskiner, veteranbiler, motorcykler og knallerter
Veteranudstilling & Kræmmermarked lørdag den 9. og søndag den 10. august kl.10 - 16

Flotte gamle traktorer er bare en af mange oplevelser der venter, når Landbomuseet Kolding inviterer til veteranudstilling og kræmmermarked. Pressefoto
Landbomuseet Kolding byder velkommen til den store og stemningsfyldte veteranudstilling, hvor samlere strømmer til fra nær og fjern med deres fine traktorer, motorcykler, knallerter, biler, osv. Kom og se udstillingen og oplev den helt specielle stemning.
Flere kræmmere stiller boder op på hele gårdspladsen. Der bliver også mulighed for at gøre en god handel.
Alle kan leje en stand. Se nærmere på landbomuseet.dk – Museets egen bod holder åbent begge dage, hvor der sælges marmelade, syltetøj, hæklede og hjemmestrikkede ting, derudover kan du købe is, vand, øl og en kop kaffe. Benyt lejligheden til at prøve en gang hestevognskørsel og ponytræk.
Aflæg museets unikke samling fra landbrug, husholdning og alle de erhverv, som var tilknyttet landbruget et besøg. Museet er åbent entré 50,- kr. Børn under 12 år gratis. Café Stalden er åben hele weekenden, og her kan man købe både pølser, frikadeller, kold kartoffelsalat og drikkevarer.
Smedje, snedkeri og gamle lege
Weekenden byder også på god aktivitet i smedjen, hvor man under kyndig vejledning kan prøve at slå på det glohede jern med en hammer og f.eks. producere sit eget lille hjerte, en pløk eller lign.Der er mulighed for at se snedkerværkstedet i funktion. Prøv de gamle lege og stigegolf, du finder remedierne i haven.
Legebordene med mange forskellige traktormodeller samt landbrugsmaskiner er en god aktivitet for børnene.
Den officielle åbningstale holdes i år af forhenværende skoledirektør i Kolding Kommune, Ib Hansen. Det sker lørdag den 9. august kl. 11.00.
Velkommen til et par begivenhedsrige dage på Landbomuseet Kolding, Brødsgårdsvej 52 i Harte.