Danskerne bekymrer sig ikke om fødevaresituationen i EU
Vi er forvænte med masser af mad i supermarkedernes kølediske, lyder det om ny meningsmåling – men flere danske Europa-parlamentarikere betoner stadig vigtigheden af fødevareforsyningssikkerhed.

Befolkningerne i EU’s medlemsstater er ikke helt enige om, hvorvidt fødevarer og landbrug hører til de vigtigste politiske prioriteter. Fotos: Christian Ingemann
Medfinansieret af Den Europæiske Union
De synspunkter og holdninger, der kommer til udtryk her, er udelukkende afsenderens/afsendernes og afspejler ikke nødvendigvis Den Europæiske Unions holdning. Hverken Den Europæiske Union eller den tildelende myndighed kan holdes ansvarlige herfor

Der er mad nok i Danmark.
Måske er det derfor, vi er så ubekymrede i forhold til et begreb, som flere og flere – især borgerlige – politikere ellers betoner vigtigheden af i disse år:
Fødevareforsyningssikkerhed.
I hvert fald viser en aktuel meningsmåling, at blot 14 procent af danskerne mener, at EU i fremtiden bør fokusere på fødevarer og landbrug som en af de vigtigste prioriteter for at styrke sin position i verden. Tallet i hele EU er på 21 procent.
Deltagerne i undersøgelsen har fået lov til at pege på maksimalt tre indsatsområder, og her er det forsvar og sikkerhed, konkurrencedygtighed, økonomi og industri, energiuafhængighed, ressourcer og infrastruktur samt uddannelse og forskning, der topper hitlisten – mens sådan noget som menneskerettigheder og klimaindsats også scorer ret højt herhjemme.
Når det gælder de selvsamme adspurgtes holdning til Europa-Parlamentets fremtidige prioriteter, får fødevarer og landbrug 15 procents opbakning i den danske befolkning mod 18 procent i det øvrige EU. Her har undersøgelsens medvirkende fået lov til at pege på højest fire emner, og det er inflation, stigende priser og leveomkostninger, økonomi og jobskabelse samt forsvar/sikkerhed, sundhed og fattigdom, der scorer højest på europæisk plan, mens miljø- og klimaforandringer fylder meget i især danskernes besvarelser.

For Asger Christensen (V) er fødevareforsyningssikkerhed også et sikkerhedspolitisk anliggende.
Meningsmålingen – kaldet et eurobarometer – blev foretaget i den forgangne vinter og offentliggjort her i foråret. Undersøgelsen tæller i alt 26.453 interviews på EU-niveau, mens 1.016 danskere har deltaget. Resultatet vil ganske givet blive studeret nøje af de EU-politikere og -embedsmænd, som i denne tid forsøger at strikke den næste europæiske landbrugsreform, CAP’en, sammen. Dén aftale skal i sidste ende godkendes af både de 27 EU-landes regeringer samt af et flertal i Europa-Parlamentet.
Anderledes bevidsthed i nabolandene
Vi har spurgt danske Europa-parlamentarikere i Strasbourg om deres reaktion på eurobarometeret. Det overrasker ikke Asger Christensen (V), at fødevarer og landbrug ligger så lavt på især danskernes hitliste over de vigtigste EU-emner:
- Vi har ikke prøvet at sulte derhjemme siden svenskekrigene. Derudover producerer vi jo fødevarer til 20 millioner mennesker i Danmark. Så vi har altid haft fødevarer på hylderne. Det er helt anderledes i flere af vores nabolande, hvor man i for eksempel Sverige, Finland og Storbritannien har selvforsyningsgrader på mellem 60 og 80 procent og derfor har en helt anden diskussion om nødvendigheden af fødevarer. Det er en af grundene til, at man i Sverige får støtte til at fælde træer til fordel for at dyrke korn på arealerne, mens vi i Danmark går den modsatte vej, siger han.
- Meningsmålingen ændrer ikke på, at fødevareforsyningssikkerhed for mig er et sikkerhedspolitisk anliggende på linje med det militære beredskab. Hvis du ikke kan brødføde dig selv som region, risikerer du gigantiske kriser og – viser historien jo også – endog egentlige revolutioner. Fødevareforsyningssikkerhed er helt essentielt, understreger Asger Christensen – der selv er landmand og som den eneste dansker sidder i Europa-Parlamentets landbrugsudvalg.

- Jeg mener faktisk, at mad er lige så vigtigt som våben og medicin, når det gælder om at håndtere kriser, siger Kristoffer Storm (Danmarksdemokraterne).
Hans kollega, danmarksdemokraten Kristoffer Storm, er enig:
- Jeg kan sagtens forstå, at det her ikke fylder mere i Danmark. Vi har det så dejligt bekvemt uden nogensinde at have oplevet tomme hylder i supermarkederne. Derfor har vi også umiddelbart andre prioriteter. Men det er og bliver et vigtigt fokusområde at gøre alt, hvad vi kan, for at sikre selvforsyning af fødevarer her på kontinentet, siger Kristoffer Storm.
- Det handler også om, at vi som verdensdel skal være rustet til at kunne klare os i krisetider, og her er fødevareforsyningssikkerhed bare alfa og omega. Jeg mener faktisk, at mad er lige så vigtigt som våben og medicin, når det gælder om at håndtere kriser. Det er ufatteligt vigtigt at sikre gode og sikre fødevarer i Europa. Og jeg kender da både rumænere og grækere, som ikke altid har taget mad for givet, lyder det.
Venstrefløjen vil omlægge produktionen
SF’s Europa-parlamentariker Rasmus Nordqvist beskyldte forleden her i avisen borgerlige politikere for at bruge ordet fødevareforsyningssikkerhed som en undskyldning for ikke at stille tilstrækkeligt med miljø- og klimakrav til landbrugssektoren. Her er hans venstrefløjskollega i det europæiske parlament, Per Clausen fra Enhedslisten, på linje:

- Det er da vigtigt at sikre selvforsyning af fødevarer her i Europa. Men hvis det virkelig var det, man ville, skulle vi jo på markant vis omlægge vores landbrugsproduktion i Danmark, hvor kornet primært bruges til at fodre alle de eksportsvin med, lyder det fra Enhedslistens Per Clausen.
- Jeg forstår udmærket, at fødevareforsyningssikkerhed ikke siger danskerne så meget. For vi sender jo masser af vores landbrugsproduktion ud af Danmark og helt ud af Europa, siger han.
- Det er da vigtigt at sikre selvforsyning af fødevarer her i Europa. Men hvis det virkelig var det, man ville, skulle vi jo på markant vis omlægge vores landbrugsproduktion i Danmark, hvor kornet primært bruges til at fodre alle de eksportsvin med. Vi burde have en meget mere alsidig fødevareproduktion. Der er mange andre steder end i Danmark, hvor der er større sammenhæng mellem det, man producerer, og det, man spiser, tilføjer Per Clausen.
Jeg forstår udmærket, at fødevareforsyningssikkerhed ikke siger danskerne så meget. For vi sender jo masser af vores landbrugsproduktion ud af Danmark og helt ud af Europa
Per Clausen, Europa-parlamentariker (Enhedslisten)








































