Maskinudstilling på et historisk stort område
Maskinudstillingen på Roskilde Dyrskue er fire gange de seneste fem år blevet udvidet og omfatter i år et rekordstort udstillingsareal på 68.703 kvadratmeter.

På det historisk store område præsenterer 192 udstillere de nyeste landbrugs- og entreprenørmaskiner. Arkivfoto: Jesper Hallgren
Interessen for at udstille på Roskilde Dyrskue har traditionen tro været stor, og som tidligere år kunne arrangørerne allerede melde alt udsolgt for flere måneder siden.
De mange dyrskuegæster kan blandt andet opleve Danmarks største udendørs maskinudstilling. Med hele 68.703 kvadratmeter udstillingsplads bliver maskinudstillingen lidt større end tidligere – faktisk større end nogensinde.
Gennem de seneste fem år er udstillingsområdet blevet udvidet hele fire gange med sammenlagt over 12.600 kvadratmeter.
I samarbejde med Roskilde Kommune blev der op til dyrskuet i 2022 fjernet hegn og fældet træer, så det daværende område blev udvidet med knap 7.000 kvadratmeter til i alt cirka 63.000 kvadratmeter og med en ny udvidelse året efter kom arealet over 65.000 kvadratmeter.
Op til skuet i 2025 blev der tilføjet yderligere 2.300 kvadratmeter til maskinudstillingen, som dermed kom op på knap 67.400 kvadratmeter.
Før 2026-skuet er udstillingsarealet så på ny blevet udvidet. Denne gang dog »kun« med cirka 1.300 kvadratmeter, og det betyder, at maskinudstillingen på Roskilde Dyrskue 2026 omfatter hele 68.703 kvadratmeter udstillingsplads.
Avancerede maskiner og robotter
På det imponerende område præsenterer 192 udstillere de nyeste landbrugs- og entreprenørmaskiner. Det bliver med alt fra store traktorer og høstmaskiner til avancerede landbrugsmaskiner og robotter, som i dag gør en kæmpe forskel i landbruget.
- Det er fantastisk, at vi på trods af mange udfordringer i branchen oplever en stigende interesse fra udstillere, der ønsker at være en del af Roskilde Dyrskue. Jeg glæder mig samtidig over det gode samarbejde med udstillerne, hvor mange har været med i årtier og stadig vender tilbage, siger salgskoordinator Niels Mathiasen fra Roskilde Dyrskue.
- Samtidig er Roskilde Dyrskue et sted, hvor stærke netværk bliver skabt og vedligeholdt, hvilket er afgørende for både forretning og vidensdeling i branchen, påpeger han.
Også erhvervsudstillingen, Ryttermarkedet, livsstilsområdet, »hovedgadernes« mange boder samt energiudstillingen er fuldt booket, og det samme gælder Spisekammeret, hvor fødevareproducenter præsenterer specialiteter og smagsoplevelser for dyrskuets gæster.
Veje og stier bag »falsk« rekord
I gamle aviser fremgår det, at Roskilde Dyrskue tilbage i 1988 havde en rekordstor maskinudstilling på hele 72.000 kvadratmeter, men det betegnes dog ikke mere som rekord. Det oplyser Niels Mathiasen, salgskoordinator hos Roskilde Dyrskue.
- Dengang blev veje og stier regnet med til udstillingsområdet, men det har vi ikke gjort siden 1992, hvor kun selve udstillingsområderne er blevet medregnet. Derfor kan de 72.000 kvadratmeter tilbage i 1988 ikke betegnes som rekord, forklarer Niels Mathiasen.
Han fastslår derfor, at årets maskinudstilling på Roskilde Dyrskue – med et udstillingsareal på hele 68.703 kvadratmeter – aldrig har været større.










































