Griseproducent ser stort potentiale i nyt dyrskuegreb til at styrke landbrugets omdømme
Dyrskuet styrker formidlingsindsatsen og udvider konceptet »Landmandsvejen«. For griseproducent Lars Nielsen, der var med til at prøve initiativet af sidste år, er der ingen tvivl om, at det er den rigtige vej at gå for Det Fynske Dyrskue.

- Vi fik mulighed for at gå i nuanceret dialog om landbruget med rigtig, rigtig mange, fortæller griseproducent Lars Nielsen, som sidste år var med til at afprøve konceptet »Landmandsvejen« på Det Fynske Dyrskue. Foto: KommPress
For et stigende antal forbrugere er fødevarer blevet noget, man alene møder i supermarkedets køledisk - i form af kød i emballage og mælk i kartoner - uden synlig forbindelse til den værdikæde og de biologiske processer, der ligger bag.
Det er den problemstilling, Det Fynske Dyrskue vil forsøge at ramme med »Landmandsvejen«.
- Målet er et give flere, som normalt ikke er i kontakt med landbruget, mulighed for at stille spørgsmål og blive klogere på vores fødevareproduktion og livet på landet. Det personlige møde med landmændene, deres familier og medarbejdere er det allervigtigste i den sammenhæng, påpeger dyrskuechef Natasja Velds Skovgaard.
Der er tale om et særligt område på dyrskuet, hvor lokale landmænd samles i en fælles fortælling om, hvad den lokale fødevarepræsentation er og rummer. Her kan gæsterne møde alt fra lokale planteavlere til landmænd med animalske produktioner.
Mange kommer ikke fra landbruget, men vil gerne tale med landbrugets udøvere alligevel.
- Positiv oplevelse
Lars Nielsen producerer grise på gården Lykkeslund ved Uggerslev. Han var en af de landmænd, som var en del af det pilotprojekt, som danner grundlag for dette års videreudvikling af Landsmandsvejen.
Særligt medarbejdernes store engagement var en drivkraft, fortæller Lars Nielsen, der endte med at være flankeret af 15 medarbejdere og familiemedlemmer, som alle bidrog til samtalerne med de mange dyrskuegæster, som kom forbi standen hos Lykkeslund.
- Det var en vigtig og meget positiv oplevelse. Gæsterne var nysgerrige – de spurgte både ind til livet på landet, vores maskiner, produkter og biogasanlæg. Vi fik mulighed for at gå i nuanceret dialog om landbruget med rigtig, rigtig mange af de danskere – store som små – som ellers kun hører om os i aviser og radio, siger Lars Nielsen, der også fik et par ansøgninger fra interesserede medarbejdere med sig hjem.
Fantastisk koncept
Ligesom mange andre landmænd mærker han tydeligt, at vi lever i en tid, hvor afstanden mellem land og by vokser.
- Vi står lige nu i en situation, hvor alle landmænd – og især os med grise – vågner hver dag og tænker: hvad bliver dagsordenen mon i dag? Der kan jeg godt lide at tænke tilbage på dyrskuet, fordi vi der møder mange, der ikke kommer fra landbruget, men som faktisk gerne vil tale med os alligevel, siger Lars Nielsen og tilføjer:
- Landmandsvejen er på den måde et fantastisk koncept med et meget stort potentiale, som vi alle har et ansvar for at være med til at indfri.
Hører gerne fra flere landmænd
Landmandsvejen og videreudviklingen af den er i år støttet af Foreningen PlanDanmark.
Det Fynske Dyrskue hører fortsat meget gerne fra landmænd, som på den ene eller anden måde er klar til at bidrage til Landmandsvejen.
Alle interesserede opfordres til at rette henvendelse til dyrskuechef Natasja Velds Skovgaard.






































