Generalforsamling ved Dansk Fåreavl: - Omkostningene til transport er fordoblet
Det var emner som stigning i gebyret for autorisation til transport og ulvens tilstedeværelse, der fyldte ved foreningen Dansk Fåreavls generalforsamling.
Der har forleden været afholdt generalforsamling i foreningen Dansk Fåreavl.
Her kom den afgående formand, Bjarne Wohlfahrt, Vejle, blandt andet ind på, at foreningen har fået svar på det brev, som de sendte til Fødevareministeren omkring stigningen i gebyret for autorisation til transport.
- Prisen er mere end fordoblet med begrundelse i stigningen i udgifter til kontrol af transporter. Men ministeren har givet et svar, som vi ikke kan bruge til noget, lød det.
Dialogforummet føler, at de har løbet panden mod en mur.
- Det gælder vores bestræbelser på at få udvidet bagatelgrænsen for økonomisk transport såvel som ønsket om graduering af gebyret, blev det forklaret.
Ulvens tilstedeværelse i Danmark fik også ord med på vejen.
- Ulveplan nummer to er fortsat under udarbejdelse. I mellemtiden myldrer det med initiativer, og man kan frygte, at hele den jyske halvø og formentlig også Fyn vil blive et spindelvæv af hegn omkring små ulve-revirer. Hvordan disse beskyttede ulve så undgår en praktisk detalje som »indavl«, kan man jo kun undre sig over. Men det må fremtiden jo vise, for der er ingen involvering af befolkningen i, hvad der foregår, konstaterede formanden, som blev hædret for sin mangeårige indsats.
Foreningen har desuden fået meddelt af DTU, at de lukker for veterinære tests på grund af manglende volumen. Men at Seges arbejder for at finde en alternativ løsning.
Ved valghandlingen var der genvalg til; Henning Nielsen, Skringstrup, Karsten Nørholm Villadsen, Spøttrup, Jan Peter Rasmussen, Randers og Bente Østergaard, Brønderslev.