Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) lemper sin praksis for vurdering af rådighed over arealer med tilsagn om pleje af græs- og naturarealer. Hidtil har styrelsen været for restriktiv, lyder det efter en gennemgang.

Fremover vil SGAV især lægge vægt på, at det alene er tilsagnshaver, der har ret til at udføre aktiviteter, som er relevante for tilsagnsbetingelserne. Det gælder også ved forpagtning.

Tilsagnshaver har fortsat ansvaret for, at alle forpligtelser, herunder slæt eller afgræsning samt forbud mod gødskning og sprøjtning, overholdes.

Vejledningen opdateres snarest, og styrelsen ser på betydningen for eksisterende og afgjorte sager.

Sagen med Højvang Økologi

Sagen med Ole Sørensen og Andreas Sørensen fra Højvang Økologi ved Rødkærsbro som vi havde i avisen tirsdag har været et eksempel på, hvor hårdt de tidligere rådighedsvurderinger kunne ramme naturplejere:

Efter en kontrol blev deres aftaler om kommunale engarealer underkendt, og far og søn stod til at skulle betale tilskud tilbage og miste tilsagn, selv om de i praksis passede arealerne og levede op til naturplejevilkårene.

Ole Sørensen advarede om, at afgørelserne kunne udløse et kaos i den offentlige naturpleje, fordi kommuner typisk stiller driftskrav i kontrakterne, og fordi risikoen for tilbagebetalingskrav kan få dyreholdere til at trække sig fra opgaven.