Den smerte, medejer og bestyrelsesformand Torben V. Pedersen fra landbruget Mosevang ved Holsted ser i sine ukrainske ansattes øjne, har udløst beslutningen om at yde økonomisk støtte til landet, som er kastet ud i en frihedskamp.
- En af mine medarbejdere har lige fortalt, at hendes to brødre og hendes far nu er i krig for at forsvare Ukraine. Hun græd ved min kones skulder.
Landmand Torben V. Pedersen fra Mosevang har i øjeblikket ca. 12 ukrainske ansatte, og det er deres sorg og fortvivlelse, der nu får ham til at handle.
- Det gør virkelig ondt på mig, og jeg ønsker bare at give vores bidrag til deres frihedskamp for at have et selvstændigt land. Jeg ser jo, hvordan de nu sender alt, hvad de selv har til overs for at hjælpe deres landsmænd, siger han.
Helt konkret donerer Mosevang 100.000 kr. til Røde Kors, og håbet er, at denne handling vil inspirere andre danske landmænd til noget lignende. Det vil være opbakning til de ukrainere, der i stort antal hver dag hjælper danske landmænd med at passe deres bedrifter.
- Det er nu, der skal gøres noget, mener Torben V. Pedersen, der også har givet grønt lys for, at Mosevangs ukrainske ansatte, der bor på bedriftens ejendomme, må indlogere flygtede venner og familiemedlemmer.
- Jeg føler den sammenhængskraft, der er mellem ukrainerne. Med det de står overfor efter den russiske invasion, så ser man, hvor godt vi har det i Danmark, og hvor vigtigt vores demokrati er.
Blandt Mosevangs 12 ukrainske medarbejdere er ægteparret Olesia og Karim Hilmanova, der begge har ledende stillinger og stort ansvar på Mosevang. De er fortvivlede over situationen i Ukraine, især de grufulde nyheder om, hvordan mange civile, også børn, lige nu dør i det, der mest af alt minder om terrorbombninger af boligkvarterer i storbyen Kharkiv.
- Vi er meget taknemmelige for Mosevangs støtte til vores land, og for alle, der vil hjælpe med at beskytte Ukraine. Vi er chokerede over, at almindelige, fredelige ukrainere lige nu risikerer at blive bombet i deres hjem, siger Olesia grådkvalt.