Heste booster danskernes mentale sundhed
2 ud af 3 hesteejere føler, at det altid eller ofte har en positiv indvirkning på deres mentale sundhed, og at det giver energi, at tilbringe tid med heste. Det viser en ny undersøgelse fra Agria, der også viser at heste har en større positiv indvirkning på kvinders velbefindende end på mænds.

Danske hesteejere får ekstra energi af samværet med deres heste, og de få negative oplevelser – f.eks. stigende priser eller skader på hesten – opvejes af alt det positive, man får igen, viser ny undersøgelse. Foto: Agria Dyreforsikring
Når man interagerer med heste og andre dyr, frigiver hjernen ikke bare dopamin, men også oxytocin – to neurotransmittere i centralnervesystemet, som er vigtige for vores mentale velbefindende, hvilket kan være årsagen til, at mange danskere bl.a. vælger at tilbringe tid med heste.
En ny undersøgelse fra Agria Dyreforsikring viser, at heste booster danskernes mentale sundhed: 67 procent af respondenterne i undersøgelsen svarer, at det enten altid eller ofte har en positiv indvirkning på deres mentale sundhed, og at det giver energi, at tilbringe tid med heste.
- Det er rendyrket »hestekraft for sjælen«, om du vil: Heste giver os ro, glæde og mentalt overskud, men undersøgelsen viser også, at kvinder får langt mere mental velvære ud af hestelivet, end mændene gør. Det kan være en forklaring på, hvorfor livet med hest er domineret af kvinder, skriver Agria Dyreforsikring i en pressemeddelelse.
Blandt kvinderne i undersøgelsen svarer hele 96 procent, at de får fornyet energi hos hesten, mens det tilsvarende tal blandt mændene er 76 procent.
Økonomien til trods
Næsten en fjerdedel af mændene (22 procent) svarer, at det at tilbringe tid med heste ikke påvirker deres mentale sundhed, sammenlignet med kun 4 procent af kvinderne. Det er udelukkende mandlige hesteejere, 2 procent, der svarer, at de indimellem kan opleve, at det er negativt at tilbringe tid med heste.
Undersøgelsen angiver ikke, hvad det er, der opfattes som negativt, men det er ingen hemmelighed blandt erfarne hestefolk, at det kan være svært, hvis hesten f.eks. får en skade, hvis træningen ikke går som planlagt, eller når omkostningerne er højere end planlagt. Heldigvis opvejes de negative oplevelser – for langt den overvejende del af respondenterne - af alt det positive, man som hesteejer får ud af samværet med hestene.
Undersøgelsen er udført af Xtreme på vegne af Agria. I alt deltog 304 hesteejere og ryttere i alderen 18-74 år.






































