Globalt overskud presser danske kornmarkeder
Trods små justeringer i produktionen bekræfter Wasde-rapporten et fortsat bredt forsynet verdensmarked for både hvede og majs og dermed begrænsede muligheder for højere afregningspriser i Danmark.

Wasde bekræfter høje globale lagre af korn og stabile priser; danske planteavlere må forvente sidelæns marked uden medvind. Arkivfoto: Daniel Barber
Den nye Wasde-rapport leverer netop dét, markedet havde ventet: et fortsat stort globalt udbud af både hvede og majs.
Sådan lyder analysen fra Agromarkets.
USDA justerer hvedeproduktionen svagt op og majs marginalt ned, men uden at ændre det overordnede billede af høje lagre og solid produktion i de store eksportnationer.
Efterspørgslen viser heller ikke tegn på at tage fart, og rapporten indeholder ingen nedjusteringer, der kan sende priserne op.
For danske planteavlere betyder det, ifølge Agromarkets, at efterårets svage prisbevægelser sandsynligvis fortsætter ind i vinteren. Markedet ligger i et klart balancepunkt, hvor udsving kun ventes, hvis vejret, valutakurser eller geopolitik rykker på fundamentalerne.
Udsigterne er dermed stabile, men uden medvind. Kornmarkedet er roligt, indtil næste ubalance melder sig.







































