Markant fald i rødt kødforbrug gennem 42 år i Storbritannien

Kylling er nu det foretrukne kødvalg i Storbritannien, mens forbruget af rødt kød falder, delvist på grund af dyrevelfærd og sundhedshensyn, men mest på grund af prisen.

Over årtier har forbrugere i Storbritannien gradvist skiftet fra rødt kød som oksekød, svinekød og fårekød til hvidt kød såsom kylling.

Det skriver britiske AHDB i et nyhedsbrev.

Undersøgelsen er foretaget af Defra Family Food Survey, og viser at det samlede forbrug af okse-, svine- og fårekød i britiske husholdninger er faldet med næsten 62 procent fra 1980 til 2022.

I 1980 toppede svinekød som det mest forbrugte protein, men siden er kyllingekød vundet frem som det foretrukne valg.

Største fald

Oksekød oplever dog det største fald. Påvirket af begivenheder som BSE og mund- og klovsyge har oksekødsforbruget nemlig oplevet et fald fra 14,5 kg pr. indbygger årligt i 1980 til 5,0 kg i 2022.

Pris er den primære faktor for 78 procent af forbrugerne, ifølge en undersøgelse foretaget af AHDB/YouGov i november 2023.

Kyllingebryst anses desuden af 64 procent af forbrugerne for at være let at tilberede, hvilket bidrager til dets popularitet.

Stigende sundhedsbevidsthed og bekymringer om miljøpåvirkning har også påvirket forbrugernes valg, da kylling og fisk ses som sundere alternativer med mindre fedtindhold. Ifølge undersøgelsen skærer mange forbrugere ned på kødforbruget af hensyn til dyrevelfærd, miljø og sundhed, men omkostninger er dog stadig den primære årsag.

Detaildata fra Storbritannien viser, at kylling fortsætter med at vokse, mens forbruget af rødt kød falder, især i hjemmemarkedet. Selvom kødforbruget fortsat falder, forventes der stigninger i visse områder som lam.

Læs også