Danish Crowns notering for oksekød er uændret i uge 42, og virksomheden forventer heller ikke de store forandringer i den kommende periode, indtil vi kommer tættere på nytår.
Markedet for okse- og kalvekød har fortsat en »ok« bund i sig, hvor flere delstykker flytter sig fornuftigt, men den kommende periode er traditionelt mindre fokuseret på okse- og kalvekød.
Det sætter dagsordenen ved Danish Crown Beef, skriver virksomheden i en ugentlig markedsberetning fredag. Således er kreaturnoteringen uændret for samtlige kategorier.
- Grisene fylder helt naturligt mere frem mod december, og det gør, at oksekødet træder i baggrunden, medmindre det handler om de helt klassiske efterårsvarer, siger Henning Sønnichsen, der er salgsdirektør i Danish Crown Beef.
- Derfor har vi fokus på at holde gang i salget på den korte bane, så vi ikke får tvunget produkter på lager, som vil give et tab i sidste ende. Det er fortsat for tidligt at tage fra til nytårssalget, så vi griber de muligheder, der er i markedet, og indtil videre er vi et godt sted.
Pæn efterspørgsel på kalvekød
Helt typisk for årstiden er det især tykkam, spidsbryst og skanker, der er efterspurgt, mens de dyrere rygprodukter er gået ned i kadence. Kalvekød er pænt efterspurgt både i Danmark og Sydeuropa.
- Vi fortsætter med at sælge fornuftigt i Sydeuropa, men vi begynder at se priserne give sig, fordi rygprodukterne går lidt ud af sæson. Der arbejder vi med kunderne, for det er som nævnt for tidligt at tage fra til det danske nytårssalg, som ellers kommer til at hjælpe på den del, siger Henning Sønnichsen.
Ifølge Danish Crown er der slagtet som forventet i både Aalborg og Holsted, og det samme billede ventes i den kommende uge.